Mary som skrev Frankenstein af Linda Bailey. Illustreret af Júlia Sardá
Hvordan begynder en historie? Nogle gange begynder den med en drøm og en drømmer.
Mary er en sådan drømmer, en lille pige, der lærer at læse på gravstenen for sin berømte feministiske mor, Mary Wollstonecraft, og hvis eneste flugt fra sin strenge far og endnu værre stedmor, er gennem historierne hun læser. Hun er ulykkelig derhjemme, og ønsker at klare sig selv. Derfor stikker hun af, i en alder af 16 år, med digteren Percy Bysshe Shelley, som også var en drømmer. To år senere rejser parret til Schweiz, hvor de møder den berømte digter Lord Byron. På en stormfuld sommeraften, hvor fem unge mennesker Mary, Percy, Lord Byron, Marys stedsøster Claire samt lægen John Polidori er samlet i Lord Byrons hus ved Genevesøen, foreslår Byron en konkurrence om hvem af de fem, der kan skrive den bedste spøgelseshistorie. I nætterne efter drømmer Mary om et monster lavet af døde kroppe, og halvandet år senere udkommer hendes roman om Frankenstein, eller den moderne Prometheus, da hun blot er atten år gammel.
Mary Shelleys ’Frankenstein’ udforsker den katastrofe, der følger den studerende Victor Frankenstein, som låser op for skabelsens hemmeligheder og arrogant vækker et både monstrøst og uskyldigt væsen til live. Men historien behandler også temaer som etik, naturens storhed, fordomme og hjertesorg. Mary Shelleys fortælling fremstår som både en biografi, en allegori og en science fiction-roman.
Når man har læst historien bag romanen, er det mange elementer, der pludselig giver mening. Og disse nedslag og sammenhænge mellem Mary Shelleys liv og hendes legendariske roman, har Linda Bailey præsenteret så både børn og voksne får en fantastisk og helstøbt læseoplevelse.
Júlia Sardás elegante og udtryksfulde illustrationer er en blanding mellem skarpe kanter, douchefarver og slørede sorte antydninger, som sammen skaber nuanceret magi, hvilket også er tilfældet med følelserne for ’uhyret Frankenstein’.