Historien om Nancy Andersens Afrika

Anmeldelse af Nancy Andersen: Ghana Bam, udgivet på Fyns Forlag d. 12 november 2015

Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen

I Ghana Bam møder læseren en ærlig og detaljerig beskrivelse af en helt almindelig dansk families rejse til Ghana. Værket fokuserer på mødet mellem de to folkeslag, det ghanesiske og det danske, og man sidder ved endt læsning tilbage med en følelse af at have lært lige så meget om den danske kultur som den ghanesiske.

Gammelt koncept med nyt twist

Opskriften virker velkendt; mor, far og to børn fra den danske middelklasse drager ud i det fremmede og konfronteres med en helt ny verden. Præmissen i Nancy Andersens Ghana Bam leder tankerne hen på både 1800-tallets rejselitteratur og nutidens populære rejseprogrammer som for eksempel Kurs mod fjerne kyster på TV 2. Men når man går i gang med bogen, fornemmer man alligevel hurtigt, at den vil andet og mere end bare at være en rejseberetning. Nancy Andersen er ikke kun forfatter, men også medrejsende på den tur, der fortælles om, og hun fremlægger allerede på bogens omslag den overordnede mission med turen; nemlig at se det gode i alting. Og dette må man sige, at familien i den grad formår. Ghana Bam bliver således ikke blot en samling rejseanekdoter, men også en hyldest til en kultur, hvor ro og venlighed er i højsædet, samt en grundig ransagelse af den danske levevis, som måske ikke er helt så ufejlbarlig, som vi går og tror.

Når fortid og nutid mødes

Værket har to hovedspor; en kronologisk fortælling om familiens oplevelser fra de først sætter benene på afrikansk jord, til de to uger senere er tilbage i Middelfart – og så en række flashbacks til forfatterens eget liv eller tanker om ting, hvis formål er at sætte tingene lidt i perspektiv. I en scene, hvor familien diskuterer, hvis skyld det er, at deres chauffør ikke har fået mad, refereres der tilbage til forfatterens forsøg på at mægle i et skænderi mellem sine to døtre, og de to episoder udmønter sig i en mere generel diskussion af skyldsspørgsmål. Disse flashbacks fungerer i det store og hele rigtig godt, fordi Nancy Andersen med dem formår at vise, at der trods alt ikke er så stor forskel på moralske dilemmaer i Afrika og Danmark. Bedst er de, når de bygger på eksempler fra forfatterens eget liv og hverdagssituationer, som mange af os selv kan nikke genkendende til, og svagest er de, når hun for eksempel genskriver en scene med Jesus, som er irriteret på sine disciple. Scener som disse bliver lige lovligt abstrakte, fordi de fjerner læseren fra den egentlige historie.

Når hverdagen bliver magisk

Generelt er Ghana Bam allerbedst, når der fokuseres på det verdslige og hverdagsagtige. Andersen er fænomenalt god til at beskrive sine egne og sin families reaktioner i mødet med det larmende, snavsede og alligevel fantastiske Afrika. Hun tør sætte ord på de følelser og frustrationer, som mange rejsende helt sikkert kan nikke genkendende til, for eksempel når hun fortæller, hvordan vreden strømmer op i hende i mødet med en tigger på en busstation: ”Altså, hvor den tigger gør mig oprørt. Jeg hader ham automatisk og intenst. Hmm? Hvad sker der lige?”. I samme øjeblik Andersen italesætter følelserne, får hun os til at sætte dem i perspektiv – for er de egentlig retfærdige, eller bunder de bare i en så rodfæstet dansk livsstil, at vi ikke er i stand til at se ud over dem og betragte omgivelserne med friske øjne? Andersen understreger, at en oplevelses værdi er ligeså afhængig af én selv som af omgivelsernes handlinger, og at man derfor selv er med til at definere, om den er positiv eller negativ. Og det er utroligt forfriskende med en rejseberetning, som kigger indad, lige så meget som den kigger udad.

Der, hvor kæden en gang imellem hoppede af for undertegnede, er, når Andersen trækker oplevelserne op på et mere eksistentielt niveau og inddrager positiv psykologi for at tolke på det, hun selv og hendes familie kommer ud for. Teoretiseringen omkring flows, energistrømme og jorden som gudinden Gaia er velskrevne og interessante nok. Men fordi de tydeligvis er forfatterens subjektive tolkning af oplevelserne, mister læseren igennem dem noget af følelsen af at kunne identificere sig med hende og hendes familie. Man bliver således revet en smule ud af illusionen om, at man er den femte medrejsende, fordi Andersen introducerer en diskurs, som ikke alle kan være med på.

Ghana Bam er uden tvivl anbefalelsesværdig, særligt for den læser, som interesserer sig for Afrika eller rejselitteratur generelt. Den er også et must, hvis man planlægger en rejse til Ghana, fordi den både advarer, reflekterer og vejleder – og fordi alle rejsende kunne lære lidt af familien Andersens positive livssyn og åbne attitude over for det fremmede.

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på Littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!