Med albuerne hvilende på stjernerne

Anmeldelse af Signe Gjessing: ”Blaffende rum nænnende alt”, udkommet 26. maj 2015 på forlaget Gyldendal
Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Signe Gjessing bevæger sig om muligt endnu længere ud i det u-løse i sin nye digtsamling. Granskningen af verdensrummet, universet og horisonterne fortsætter i en charmerende naivistisk virtuositet, som bekræfter en ny fiksstjerne blandt danske poeter.

Signe Gjessing var sidste år en af de mest anmelderroste debutanter, der meldte sig på den danske litteraturscene, og undertegnede meldte sig mere end villigt i koret af begejstrede stemmer. Blaffende rum nænnende alt, som er den gådefulde titel på den nye udgivelse, blev derfor modtaget i forventningsfuld spænding – der mere eller mindre øjeblikkeligt slog om i noget, der lignede ren eufori.

Digtsamlingen er trykt i et, for poetiske udgivelser, uvant A4-format, og omslagets smukke, luftige blå og røde penselstrøg på blankt, stift pap giver næsten associationer til en børnebog. Det barnlige og naive er da også netop et af de træk, der gør Gjessings piruetter i stjernetågerne så befriende vedkommende. Det undrende blik møder verden som for første gang og beskriver det iagttagede med samme nysgerrige fremmedhed:

”horisontlinjerne så muskuløse som læber begynder at artikulere en smule. Jeg hvisker det samme, som de artikulerer, men hvisken, sat over for horisontens artikulation, er skrig, der skærer gennem universet”.

Det barnlige er ikke bare en kedelig, påklistret tuttenuttet-hed, men tværtimod et passende udtryk for, hvor små vi mennesker bliver under himmelhvælvingen. Man ville ikke kunne holde ud at læse om en voksen og erfaren grubler, der mente at have udgrundet verdensrummets dybder – det uudgrundelige må netop betragtes med barnets øjne og erkendelsen af den på én gang simple og store indsigt, at universets gåde er en gåde: ”jeg løser livet på kort tid og hviler albuerne på stjernerne”.

Det barnlige danner også afsæt for en uimodståelig humoristisk lethed i digtenes billeder, som ofte gør brug af kringlede ordspil som fx: ”Blandt natsværmerformede planeter en himmel, der / går på omgang”. Og af personificeringer som i: ”Vores blinkende øjne blafrer som Jupiter, der har hængt sine ringe til tørre / i rosa tid som selvfølgelig smitter af”. Eller måske allersjovest: ”Lys / slår sin kvadratmetersamling ud, den er smuk, stor,                  hm, åh, stoflighed vil måske gerne bytte kvadratmeter”.

Gjessing er i det hele taget eminent til disse overraskende, umærkelige sammenfletninger af det abstrakte og det konkrete, der understreger at himmelrummet trods alt betragtes fra jorden. Digtene er ”kampestenstanker” og ”personsfæren flettet ind i / stratosfæren og / lithosfæren”.

Et motiv, som i dette værk kommer under nærmere behandling, er horisonten – den paradoksale størrelse, som både ligger fast og flytter sig; som både er fjern og som, set fra et fjernt perspektiv, skærer midt igennem os. ”Horisonter viser begyndelser til alle sider” skriver Gjessing, og alligevel er horisonten i sig selv ingenting. Den er horisont for nogen – og her for digtet: ”poesi er et forsøg på / at lade det [ikkeeksisterende] opstå”.

Blaffende rum nænnende alt fortsætter forfatterskabets filosofiske færd rundt i universet mellem stjerner og sole, ”fra den ensidige side af enheden til den alsidige side af altet”, og man kan selvfølgelig spørge, om ikke det var på tide at finde en anden scene at danse sprogballet på? Gjessing viser sig imidlertid så forførende veloplagt, at læseren slet ikke nænner at afvise den udstrakte barnehånd, men svæver med ud mod horisonterne. Det blaffende rum tager på stop med Gjessing i en skinnende hvid limousine.

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på www.littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!