Hvis man har en dårlig barndom, kan man altid skrive autofiktion

29.02.16
Læs med, når Littuna denne uge anmelder Lone Aburas' nyeste udgivelse, Det kommer til at ske. Den humoristiske og samfundssatiriske roman handler om teenagedrengen Henry, der har en ekstremt dårlig barndom.

Anmeldelse af Lone Aburas: Det kommer til at ske, udgivet på Gyldendal d. 29. januar 2016

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

Lone Aburas’ nyeste roman Det kommer til at ske er en humoristisk og samfundssatirisk skildring af den passive outsider-teenagedreng Henry, hvis opvækst simpelthen ikke kan blive værre, og hvordan han undervejs fatter sin blyant og notesbog og hævner sig på virkeligheden.

Henrys opvækst er så bizar, at man skulle tro, det var løgn. Hans mor spiller jævnligt død, og hans far graver grave til hende ude i haven og ”genopliver” hende med Henrys legetøjslægesæt. Faren er ufaglært lagerchef, og moren er deprimeret og laver stort set ikke andet end at stirre ud ad vinduet, når hun da ikke lige spiller død. Men en dag gør hun alvor af den morbide leg og tager sit eget liv for real. Dette resulterer i, at Henrys far nærmest paralyseres og i lang tid efterfølgende barrikaderer sig i sit soveværelse, drukner sig i junkfood og binge-watcher Netflix, HBO og Viaplay – alene for at genopstå som paranoid prepper, der forbereder forstadsvillaen til verdens snarlige undergang. Kun vennen Adam og den skeløjede Alma er lyspunkter i Henrys liv, men også disse rives brutalt fra ham undervejs. Men som der også står på romanens bagsidetekst: Hvis man har en dårlig barndom, kan man jo altid skrive autofiktion.

Både af den alternative skolepsykolog John og senere af den overforstående ”psykologiske-Karen” bliver Henry anbefalet at skrive sine oplevelser ned som en måde at bearbejde traumet. Men hvad der starter som terapeutiske dagbogslignende notater udelukkende for Henrys egen skyld, udvikler sig til en autofiktiv roman, der forvrænger og fiktionaliserer virkeligheden. Og det får konsekvenser.

Henry bliver altså succesfuld forfatter ved at sælge ud af sin særligt ”autentiske” og eksotiske opvækst, som middelklassen nu kan glo på med lige dele medlidenhed og fascination:

”Pressen elskede mig. Men deres fetich for mig og min bog var ikke andet end rent og skært snobberi, når det kom til stykket. Som søn af en ufaglært far og en psykisk syg mor kunne jeg lige så godt have været en abe, der var kommet ud fra junglen og havde bedt om en drink. Alligevel labbede jeg det i mig. Hvordan kunne jeg andet?”

I et outreret og ivrigt forsøg på at hjælpe fastholder omgivelserne konsekvent Henry i en offerrolle: Ingen lægger mærke til, at den såkaldte hjælp reelt intet nytter. I stedet skabes der en nærmest fetichistisk tilgang til Henry og en ”nååå, hvor er det synd for dig”-mentalitet, der intet rykker, men i stedet giver Henry en masse velment, men falsk og (fra omverdenens side) selvoptaget opmærksomhed at sole sig i.

Det kommer til at ske er ikke så meget skrevet af Aburas, som man føler, at den er skrevet af Henry selv. At det er Henrys egen autofiktion, læseren møder. Det skyldes for det første, at romanen er fortalt af en jeg-person, og for det andet, at romanens markante og skråsikre ungdomsstemme mimer Henrys egen: I ét væld gøres der brug af fortærskede slangudtryk og trivielle anglicismer såsom dange, chillax, booze, bros before hoes og YOLO, sådan som man kun kan forestille sig, at Henry (og hans omgangskreds) formulerer sig – klichéfyldt eller ej. For Aburas står netop stærkest med klichéerne, som når hun skaber de karikerede og samfundssatiriske typebilleder af genkendelige personer i 2010’ernes Danmark, hvad enten det er den velmenende klasselærer, den opblæste stjerneforfatter eller den fraværende rigmandsonkel.

Et enkelt lille ”men” skal dog lyde, for romanen ville have nydt godt af en ekstra omgang korrekturlæsning. Så kunne de fejl, som desværre findes flere steder i romanen, være undgået. På trods af dette sure opstød skal Det kommer til at ske have en stor anbefaling med på vejen. Den er overspillet og humoristisk, men Aburas har noget på hjerte – og småfejlene kan trods alt rettes i andet oplag.

 

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på Littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!

Tags
Materialer