Et nyt perspektiv på en velkendt klassiker
Anmeldelse af Merete Pryds Helle: Nora, udgivet på forlaget Rosinante d. 12. september 2019
Anmeldt af Isabel Vetting Pedersen
Noras udvikling
Romanen er en gendigtning af Henrik Ibsens klassiske teaterstykke Et Dukkehjem, og vi følger hovedpersonen Noras udvikling fra barn, til hun til sidst går ud ad den velkendte dør. Bogen begynder med Noras forlovelse med Torvald Helmer og deres første tid sammen. Dernæst følger vi deres rejse til Italien, hvor Torvalds depression forsvinder, samtidig med at Noras tankegang ændrer sig; hun føler sig tom indeni, som om der er noget, der mangler i hendes liv. Hun indser, at hun ikke vil være en “snøret kinesisk fod”, som en af de andre kvindelige karakterer kalder hende, i stedet længes hun efter at være fri. Til sidst får vi det klassiske drama beskrevet i en kort prosaform, hvorefter Nora går ud i verden.
Når man laver et drama om til en roman, skaber det nogle nye muligheder. I romanen får vi blandt andet mulighed for at få Noras perspektiv på handlingerne, og beskrivelserne bliver derfor både lyriske og naive, for netop at understrege Noras uskyldighed og barnlighed. Sproget er letforståeligt, særligt i begyndelsen, hvor Nora er ung og uvidende om livets tyngde: ”Man føler sig som en fugleunge, der er faldet ned i skovbunden, siger hun. Torvald klapper hende på hatten og siger, at det er fordi, hun intet kender til livet.” Ignorancen bliver ændret til en frihedstrang sidst i romanen, hvor forløbet følger Ibsens teaterstykke. Nora indser, at hun aldrig vil kunne være et frit tænkende menneske, så længe hun er sammen med Torvald og sine børn. Hun må ud og finde sig selv.
Kvindefrigørelse og kærlighedsillusioner
Romanen behandler de samme temaer som dramaet, nemlig kvindefrigørelse og trangen til at udvikle sig som menneske. Disse temaer var overalt at finde i slutningen af 1800-tallet, og det er skønt, at man forsøger at genoplive Ibsens klassiker i nye klæder. Jeg ved ikke, om vi får endnu mere sympati for nogen af karaktererne i romanen, hverken den depressive, manipulerende Torvald eller den lidt for medgørlige, drømmende Nora. Til gengæld får vi et dybere indblik i deres forhold, som er konventionelt og fastlåst.
Der er hele tiden nogle forventninger til, hvordan et ægteskab skal være, som går i hårdknude. Nora drømmer om en nobel ridder, som vil tage hendes parti, ja endda gå i fængsel for hende, fordi hans kærlighed til hende er så stor. Samtidig ønsker Torvald sig en ung, uvidende sanglærke, som har brug for hjælp til alting. Den konstante talen ned, som Nora modtager alle steder fra, både fra sin far, sin mand, sin søster og nabokonerne, gør én helt træt i sindet, og jeg jublede, da Nora slap fri fra sin dukkeførers kløer og gik alene ud i verden:
”Hendes tanker er fri som et karneval, forvirrende og lysende, men det er, som det skal være, tankerne er hendes egne, dem kan ingen tage fra hende.”
Det er illusionen om kærlighed, der braser, og den store samtidsdebat om kvindefrigørelse, som er hovedtemaer i romanen. Alt i alt er romanen læseværdig, hvis man ønsker at ihukomme den gode klassiker, men man skal ikke forvente at blive blæst bagover af spænding og nytænkende idéer.