Kulden og krigen

Anbefaling af Eirik Ingebrigtsen: Hvid bog mørk vinter, udgivet på forlaget Silkefyret d. 18. juni 2019.

Anbefalet af Ida Schindel

Den 14-årige dreng Isa er ude med sin halvbror Shkodran for at hugge brænde sammen med en flok krigsveteraner fra Kosovo-krigen, heriblandt Isas stedfar Reza, som aldrig har kunnet acceptere, at Isa er søn af en ukendt serbisk soldat. Arbejdet er hårdt, og frokosten bliver hele tiden udskudt. Samtidig er kulden konstant og intens. Mens de fælder træer, hugger dem til og slæber dem gennem sneen, dukker forskellige minder op. Både minder, de har til fælles, og minder de hver især står alene med. Særligt Reza er alene med minderne fra krigen, der ligger som et slør over familien, for Rezas oplevelser skaber en afstand mellem ham og sønnerne, som hele tiden er til stede. Selvom krigen har været slut i 14 år, fortsætter den inden i dem, der har oplevet den, og den bliver givet videre til næste generation. Isa og Shkodran har aldrig selv oplevet krigen, men alligevel er den en uundgåelig del af deres liv.

”Det er sygt, det var sygt, men nu er vi her, vi kender til det, men vi er her, nu arbejder vi, der er fred, og vi kan ordne brænde, vi er sammen her, far, hvad har du set, far? hvad har du set, som du vil, at vi skal se?”

De traumer, som familien lever med, er ligesom kulden i skoven insisterende, allestedsnærværende og uhåndgribelige, og Isa må bære på en tvivl og en skam, som er beskrevet med stor indsigt men alligevel på en underspillet og poetisk måde, der gør, at man som læser kan mærke kulden helt ind i sine egne knogler. Men midt i håbløsheden står Isas kærlighed til den ældre bror, Shkodran. Deres forhold er beskrevet med en varme, og det er rørende at læse, hvordan Isa beundrer broren helt ukritisk, mens alle Shkodrans handlinger synes at ske i kærlighed til Isa. Og som kontrast til det problematiske forhold til stedfaren, virker deres bånd ekstra stærkt og som noget sjældent og dyrebart.

Den umulige fred

Hvid bog mørk vinter er en lille, intens bog at læse. Fortællingen om Kosovo-krigens spor i Albanien og i den familie, vi følger, er komprimeret til en enkelt dags arbejde i skoven, hvor mange år med vold og afmagt kulminerer på sælsom vis. Det smukke snelandskab, som handlingen finder sted i, er larmende tyst og står i kontrast til den nærmest rastløse tilstand, karaktererne befinder sig i. Det er som om de må arbejde, blive ved og ved med at fælde træer for at kunne udholde den sorg og håbløshed, som krigen har efterladt dem med, og den fred, som gang på gang bliver nævnt, synes uforenelig med det barske liv, karaktererne lever. Derfor har man som læser en fornemmelse af, at der lige under sneen ligger en mulighed for, at det hele kan bryde sammen, og at døden er tilstede konstant på lige fod med kulden. 
Hvid bog mørk vinter efterlader læseren med en blandet følelse af ubehag og forundring, rørt over smukke beskrivelser af grimme oplevelser og med en større forståelse for hvor umuligt det kan være at finde fred i freden. 

”Blå sne og sort is, morgenlyset over Gjakova i bevægelse, og denne krig, altid, pludselig kom historien om våben tæt på, som pegede mod hinanden på hver sin side af søbredden, som våben altid havde gjort det, til alle tider (…) Isa havde naturligvis hørt om krigens ondskab og al det horrible, hvad skulle de gøre med det bagefter?”