Træd ind i bogen og ud i Sydøstasien
Singapore, Indonesien og Myanmar er alle en del af Sydøstasien. Et område hvor nogle få lande oplever en enorm økonomisk vækst, men størstedelen af landene har en skrøbelig økonomi og befolkningen lever i fattigdom. Et modsætningsforhold som vi selvfølgelig også ser i romanerne fra landene.
Indonesien
Rejs til Indonesien i den magisk realistiske roman Skønhed er et sår, skrevet af den indonesiske forfatter Eka Kuriawan. I romanen følger vi den smukke hore Dewi Ayu, hendes fire døtre og de mænd, der krydser deres vej. Romanen springer frem og tilbage i tid og Indonesiens historie. Fra den hollandske kolonitid til japanernes besættelse. En smuk og barsk roman, som giver et indblik i landets store traumer.
Myanmar
I romanen Tilbage til Mandalay, skrevet af Rosanna Ley, følger vi Eva Gatsbys rejse til Myanmar. Evas morfar oplevede landet under 2. verdenskrig, og siden har han båret rundt på en hemmelighed. En hemmelighed, som Eva nu får indblik i, samtidig med at hun oplever landet og dets historie. En mystisk og romantisk roman, med flotte beskrivelser af dufte, farver og lyde, som får en til at føle, at man er i Myanmar.
Singapore
I Singapore vrimler det med ekstremt rige folk, og det oplever vi i Kevin Kwans trilogi Crazy Rich Asians. I de tre romaner følger vi Nicholas Young og hans store, indviklede familie. Det er tre letlæste romaner, som udover kærlighedshistorier og humoristiske indslag tager os med til Frankrig, USA og Kina. En stor del af romanerne udspiller sig i Singapore og her beskrives de eksklusive klubber, huse, paladser og ikke mindst de bedste spisesteder. Dyk ned i bøgerne og rejs væk til det eksklusive Singapore.
Find flere romaner, hvor handlingen udspiller sig i Sydøstasien i listen herunder.
Oprindeligt skrevet af Anette, eReolen.