Krimihåndværk og genreleg
Anmeldelse af Kristina Ohlsson: Lotus Blues, udgivet på Modtryk d. 18. september 2015
Anmeldt af Simon Johannesen
Fem mennesker er blevet dræbt; to i USA, tre i Sverige. Kvinden Sara Tell har tilstået samtlige drab og har efterfølgende begået selvmord. Advokat og livsnyder Martin Benner bliver opsøgt af Saras bror, Bobby, der ikke tror, hans søster er skyldig, og da Martin modvilligt indvilger i at forsøge at rense Saras navn, fører det til en række begivenheder, der ryster den selvsikre advokat i hans grundvold.
Lotus Blues er af forlaget blevet givet genrebenævnelsen ”thriller” i stedet for den mere klassiske ”krimi”, der formentlig havde været et mere nøjagtigt bud. Benævnelsen kan undre, for Lotus Blues følger egentlig i det store hele ”whodunit”-strukturen, og selvom hovedpersonen Martin Benner selv i et af bogens mange selvrefleksive afsnit siger følgende: ”I romaner og film lægger advokater puslespil. De afslører store konspirationer, og de kæmper både dag og nat for deres klienters skyld. I virkeligheden er der ikke noget af alt det, der er sandt. Puslespillet er allerede lagt, og det er sjældent, vi mangler nogen afgørende brikker” (159), så er det nu engang en temmelig nøjagtig beskrivelse af hans egen situation. Sammen med selvrefleksioner som ovennævnte er romanens twist på krimigenren – altså at personen, hvis navn hovedpersonen forsøger at rense, Sara Tell, allerede er død, da romanen begynder – dét, der gør den interessant. Men desværre er det også med til at gøre, at historien til tider bliver noget langtrukken; der er ikke den samme følelse af hast og uopsættelighed, når detektiven arbejder for at rense en død kvindes navn, som hvis han arbejdede for at redde en levende fra at blive uskyldigt dømt.
Da vi møder Martin Benner, er han selvsikker og temmelig arrogant. Nogle gange virker det nærmest karikeret, f.eks. da han som respons til en gammel kones ”det var hyggeligt, du kom” (39), bemærker ”som om jeg var kommet for hendes skyld”. Som historien udvikler sig, og jorden begynder at brænde under Benners fødder, ændrer hans attitude sig dog gevaldigt. Det er forfriskende at se den arrogante Benner blive ydmyg, da han rives ud af sine trygge rammer, og han når faktisk et punkt, hvor han har decideret rørende og indsigtsfulde kommentarer, som man som læser må stoppe op og studse over. Ohlsson skal have ros for den måde, hun formår at skildre sin hovedpersons udvikling. Det er godt håndværk.
Hvert af bogens seks dele indledes af en transskribering af et interview med Benner, hvori han fra et punkt, der ligger efter den fortalte tid, fortæller en journalist sine oplevelser. Transskriberingerne tjener som ramme til selve historien, og gennem dem fremgår det allerede fra begyndelsen, at der er mere i sagen om Sara Tell, end Benner først havde troet. Derfor er det også ærgerligt, at historien til tider er lidt langsom i optrækket; Benner fortæller i første transskribering, at ”intet – intet – var, hvad det så ud til at være ved første blik” (8), så det bliver lidt trægt, når vi efterfølgende skal igennem X antal sider, før den fortalte Benner når den fortællende Benners indsigt.
I første transskribering bemærker Benner selv, at hans fortælling er fyldt med klichéer. Det har han ret i, og det knytter igen an til romanens selvrefleksive tema. Det må være op til den enkelte læser at vurdere, om bevidsthed om brugen af klichéer tilgiver deres brug, men personligt nød jeg det metahumoristiske islæt, de giver: der er noir-regnvejr for alle pengene; der er en skurk, der hedder Lucifer; der er en betjent, der hedder Didrik Stihl (vel nok den svenske ækvivalent til det engelske ”Steele”, betjentnavnet par excellence), og den arrogante, kvindeelskende alenefar Benner er selv én stor kliché, da vi møder ham.
Det virker ved første øjekast lidt fjollet, men det er samtidig udtryk for genrebevidsthed og kendskab til det at skrive. For dét kan Ohlsson bestemt godt finde ud af, og der er tidspunkter, hvor man virkelig bliver grebet af spændingen. Langsom start eller ej, det her er krimikunst på højt plan, og selv mellem historiens eksplosive, spændingsfyldte brændpunkter er der nok at kaste sig over for den genreinteresserede læser.
Del to af fortællingen om Maritn Benner, Mios Blues, er endnu ikke udkommet på dansk.