Mange hænder der former et hjerte

Fiktionens sociale laboratorium

09.05.22
eReolens månedstema er ”naturvidenskab”, og mens naturvidenskaben har hjemme i laboratorier i traditionel forstand, kan skønlitteraturen siges at skabe sociale laboratorier. Særligt i spekulativ fiktion udforsker forfattere sociale og teknologiske tematikker og eksperimenter. Tankeeksperimenter, der ansporer til refleksion over vores virkelighed. Først og fremmest skal det handle om romanen Verdenshjertet (2021) af Viggo Bjerring, men til sidst i artiklen nævnes en række ligeledes fabulerende værker med stærke holdninger til samtid og fremtid.

Verdenshjertet

Verdenshjertet foregår i en ikke så fjern fremtid i et samfund, der ligner nutidens meget. Og dog: Velfærdssamfundet er under afvikling, prekariatet vokser, og (øko)kapitalisme og kunstig intelligens sætter dagsordenen i endnu højere grad end i dag.

Så i bogens fremtid lever mange isoleret, forskellen på rig og fattig er større, velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet er borte, og kunstens originalitet, såvel som menneskenes evne til at drømme og forestille sig, virker svækket! Med romanen forfølger Viggo Bjerring dermed, hvordan kapitalisme og kunstig intelligens kan udfordre vores samfund, socialitet og menneskelige originalitet. På den måde leder bogen os til at overveje, om vi i dag er på vej i en uhensigtsmæssig retning?

Verdenshjertet er en velskrevet, medrivende og begavet page-turner med et mystisk og originalt plot! Den begynder realistisk, men bliver mere og mere ”mærkelig” uden dog at tabe sin læser. Alene dens fortælling gør Verdenshjertet anbefalelsesværdig, men den er særligt interessant på grund af forfatterens udforskning af konsekvenserne – de sociale såvel som de æstetiske – af kapitalismens og teknologiens bevægelser.

Andre tankeeksperimenter

Nedenfor finder du en række romaner, der på hver deres måde minder om Verdenshjertet og gør noget sammenligneligt: De udforsker elementer fra nutiden; genkendelige tendenser, opfindelser og teorier og sætter dem på spidsen i samfund, der ligner vores, men som de fremskriver i enten dystopisk eller utopisk retning.

På den måde peger romanerne tilbage til nutiden. Dét og deres insisteren på interesse for mennesket mere end for teknologien er deres genialitet.

God læselyst!

/Mathias Emil Stenrøs, eReolen & Husum Bibliotek

Photo by Tim Marshall on Unsplash

Materialer