J. P Jacobsen
J.P. Jacobsen, eller Jens Peter Jacobsen, blev født i Thisted og tilbragte 22 af de 38 år, han var beskåret, i sin fødeby. Han har ikke mange skønlitterære værker bag sig, men har ikke desto mindre fået stor betydning både i og udenfor Danmark. Hovedværkerne er de to romaner Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880). Derudover består forfatterskabet af novellesamlingen Mogens og andre Noveller (1882) samt et mindre antal digte.
J.P. Jacobsen er den danske naturalismes første fremtrædende digter. Han blev derfor, som en pioner jo bliver, brugt som eksempel og symbol på det nye. Han var ateist og en mand af det moderne gennembrud, men Jacobsen var også bundet af det gamle. I januar 1867 skriver han i sin dagbog: ”Der gives Øjeblikke i mit Liv, hvori jeg troer, at Studiet af Naturen er mit Livs Kald; men til andre Tider er det, som om Poesien var det… Kunne jeg overføre Naturens evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digningens Verden”. Det er et modsætningsforhold, som træder frem i hans digtning, men også i hans inspirationskilder. Jacobsen var nemlig både inspireret af den moderne digter Johannes Ewald og romantikkens guldalderdigter Adam Oehlenschläger. Ikke mindst var han naturforsker og særligt fascineret af Charles Darwins udviklingslære. Han oversatte af samme grund to af dennes hovedværker til dansk med det formål at udbrede kendskab til Darwins tanker herhjemme.
J.P. Jacobsen blev ramt af lungetuberkulose og døde alt for ung af sygdommen 38 år gammel.
Læs mere om J.P. Jacobsen på Forfatterweb.