Vi er data
’Vi er data’ indgår i udstillingen ‘Fortællinger om forbundethed’ som kan ses på Åby Bibliotek fra 9. december
Dagene er data
"Alt er data, dette digt er data, dagene er data og dagen."
I Lone Hørslevs digtsamling “Dagene er data” (2018) er alt data: kroppen, følelserne, maden og selv kærligheden. Hørslev beskriver dermed det moderne liv ret præcist: Alt vi gør og alle de følelser vi har, dokumenteres og bliver omformet til data. Dataen kuraterer vores virkelighed. Dette skaber en forbundethed mellem mennesker fordi – og dét sætter Hørslev netop fokus på – alt vi gør er data, og at den teknologiske kultur er et menneskeligt vilkår, som vi alle sammen lever med i dag. Dagene er data tvinger os til at tænke over, hvordan alt vi gør bliver data, og når vi selv bliver til data, må vi også tænke over, hvordan vi er forbundet til anden data og til hinanden.
Forbundethed gennem data
’Vi er data’ sætter på baggrund af Lone Hørslevs digtsamling fokus på den moderne teknokultur. I Litteraturstedet kan du finde bøger om teknologi og data til yderligere inspiration og læsning. Derudover har du mulighed for at deltage i et interaktivt aspekt af udstillingen med din smartphone, hvor du kan formidle, hvad data er for dig og herefter se andre biblioteksbrugeres svar i en videreudvikling af Lone Hørslevs digt “Alt er data”. Alt bindes sammen af citater og lyd fra digtsamlingen, der kan få dig til at tænke over, hvor meget data fylder i din hverdag.
Af: Marie Vestergaard Bengtson, Björk Friis, Frida Haugaard, Robin Poulsen Birch og Mathilde Holm Michelsen