2022 er hele Aarhus' musikår!

27.01.22
Music City Aarhus 2022 er et kæmpe samarbejdsprojekt, som sætter spot på Aarhus som musikby. Læs mere her om, hvad det betyder – også for bibliotekerne.

Drømmen var der i forvejen: Et helt år med spot på musikken i Aarhus. Et musikbyår, hvor alle kræfter samarbejdede om at fejre og styrke byens musikliv. Men netop som drømmene var ved at blive til planer, ramte pandemien – og den gik hårdt ud over musikbranchen.

Nu er Music City Aarhus 2022 blevet til virkelighed – og hvilket bedre tidspunkt end nu til en genstart, fejring og fælles samling om musikken!

Bag projektet står foreningen Music City Aarhus 2022 sammen med en lang række forskellige samarbejdspartnere fra kultur-, erhvervs- og foreningslivet. Sammen vil de synliggøre Aarhus’ vilde og mangfoldige musikliv, støtte talenterne og ikke mindst øge samarbejdet på tværs af byen.

Bibliotekerne og musikken

På Aarhus Bibliotekerne glæder vi os til at være med ­­i musikbyåret. I forvejen elsker vi at nørde med musik, og kodeordene for os er viden, fællesskab, fordybelse og inspiration.

Vi elsker snakkene med jer der kommer for at låne cd’er, bokssæt og LP’er, finde noder, læse musikmagasiner og biografier – og vi elsker at lave arrangementer, aktiviteter og undervisning, hvor man samles om musikken.

I Aarhus er vi 19 biblioteker med ret forskellige rammer, faciliteter og særlige interesser – også på musikområdet. Per fra Højbjerg Bibliotek laver f.eks. arrangementer for jazz-entusiasterne, mens Emil fra Viby samler rockfolket om de store albums og den gode lyd. Anne og Sara fra Dokk1 inviterer skoleklasser til at diskutere køn og krop i musikhistorien – og på Facebook kan du få video-anbefalingerne fra byens mest dedikerede metalbibliotekar, Mark på Hasle Bibliotek.

Musikbyåret på biblo: Upcoming bands og aktuelle debatter

I musikbyåret fortsætter vi med at arbejde med musikken på hver vores måde i form af foredrag, koncerter, workshops, fællessang, undervisning og lytteklubber. Der kan løbende dukke nye tiltag og samarbejder op – men allerede nu har vi to særlige initiativer i gang.

Det ene er en række musikdebatter i efteråret, hvor Hovedbiblioteket i samarbejde med Music City Aarhus inviterer musikbranchen – og alle andre interesserede – til at diskutere aktuelle dilemmaer og kontroverser inden for musikken.

Det andet er en vækstlagsfestival på og omkring Viby Bibliotek, som biblioteket har fået støtte til gennem Music City Aarhus’ pulje med midler til vækstlagsaktiviteter.

Bibliotekarerne i Viby har længe haft fokus på det lokale vækstlag og samarbejde med ildsjæle og græsrødder, og den 9.-11. september kulminerer det i en hel weekend med små koncerter og et væld af aktiviteter under overskrifterne musik, fællesskaber, bæredygtig udvikling og musikalske møder. 

Stort åbnings-event 26. marts

Men først skal Music City Aarhus 2022 officielt skydes i gang, og det bliver det ved et kæmpe åbningsarrangement, som strækker sig over hele dagen den 26. marts. Først med en stribe gratis koncerter langs en særlig musikrute i midtbyen, og bagefter med en stor åbningskoncert på Bispetorvet – med både kendte og nye artister – under titlen Lydsporet fra en by. Til sidst fortsætter festen på byens spillesteder.

Læs mere om Music City Aarhus 2022

Der er mange flere tiltag undervejs og mange måder, du selv kan blive involveret på. Læs mere om musikbyåret på sociale medier og på hjemmesiden Music City Aarhus 2022

Har du et musikalsk projekt, du drømmer om at realisere i 2022? Læs mere her om de puljer under projektet, hvor du kan søge støtte, på siden her.