Musikbibliotekaren anbefaler: Musikpodcasts

20.11.18
Podcasts er en fremragende platform til at formidle musik. Din musikbibliotekar guider dig her til de bedste podcasts om musik, musiknørderi og all-round musikkærlighed

Album

I podcasten Album gennemgår musikjournalist Ralf Christensen og musiker, forfatter mm. Kristian Leth en række af musikkens store, kanoniserede albums fra ende til anden. Du kan blandt andet høre Malk de Koijns Sneglzilla, The Smiths The Queen is Dead og Sonic Youths Sister blive dissikeret

Album er en fantastisk podcast, fordi man kan blive meget klogere på album, man syntes man kendte til døde i forvejen. Men også fordi Ralf Christensen og Kristian Leth er så utroligt begejstrede for den musik, de taler om. De bringer stor faglighed og musikkærlighed til udsendelsen, og som lytter får man lyst til at (gen)høre alt, hvad de taler om. Det er musiknørderi på højt plan!

Er du ny lytter anbefales udsendelserne om Paul Simons Graceland og Pixies Surfer Rosa som er særligt fantastiske. 

Du finder sæsonerne 2011-2013 på diverse podcast apps og P6 Beat. Sæson 2015 og 2016 på internetradioen The Lake Radio.

Den Nye Stil

Radiovært og DJ Peter Pelle Jensen guider gennem dansk hip hop historie fra starten på Amager i 80’erne og videre gennem 90’erne, hvor danske producere og rappere fik succes i USA.

Den Nye Stil er en nidkær gennemgang af de normative år i dansk hip hop fortalt med stor respekt for og kærlighed til genren. Og om man bryder sig om hip hop eller ej er podcasten en medrivende fortælling om et fænomen, der gik fra niche til mainstream.

Du finder de første 10 afsnit af Den Nye StilDR P3 og diverse podcast apps.

Standard

Kan du ikke få nok af hip hop, kan podcasten Standard fra Soundvenue varmt anbefales. I Standard får værterne Kristian Karl og Mads Viktor besøg af rappere, musikere og eksperter, som diskuterer de nyeste trends, hiphop kultur og hvilke acts man skal holde øje med. Og så spiller de en masse dejligt hip hop. 

Særligt kan udsendelsen Oplever vi en renæssance for kvindelige rappere? med gæst Lucia Odoom anbefales.

Du finder Standard Soundvenues hjemmeside og på diverse podcast apps.

Lyt Dybt

Lyt Dybt er en podcast der handler om lyd, og hvordan man lytter. Podcasten er udgivet af The Lake Radio sammen med tidsskriftet Seismograf, og kredser omkring de mere eksperimenterende dele af musikhistorien, lydkunst og lytteformer.

Et godt sted at starte er afsnittet Lyden af Planeten Jorden, der handler om de to LP’er af guld, som blev sendt ud i rummet med de to Voyager-rumsonder i 1977.

Du finder Lyt Dybt på diverse podcast apps og Soundcloud.

Politikens Poptillæg

Politikens Poptillæg er et ugentligt podcastmagasin, der handler om populærkultur - og selvfølgelig musik.

Sammen med en række gæsteværter guider værten Lucia Odoom igennem ugens musik, film, serier og internetkultur. Særligt kan udsendelsen om Cat Powers nye album Wanderer (som er fænomenalt!) anbefales. 

WTF

Komikeren Marc Maron inviterer store personligheder til en times interview i hans garage. Foruden komikere, politkere og skuespillere er der også musikere blandt gæsterne - blandt andet har Nick Cave, Iggy Pop, Josh Homme og Kim Gordon besøgt WTF garagen. 

Podcasten WTF er en umådeligt populær podcast. Det, der gør Marons program værd at lytte til, er hans evne til at få gæsterne til at fortælle nye historier. Eksempelvis fortæller Josh Homme om, da han døde kortvarigt, og J Masics åbner op om de tidlige år i Dinosaur Jr.

Song Exploder

Song Exploder er en helt fantastisk podcast, hvor forskellige musikere piller en af deres egne sange fra hinanden og forklarer lytterne, hvordan netop den sang blev til.

Kunstnerne spiller små bidder af sangen, og det er eminent spændende at høre om, hvordan en særlig basgang eller et enkelt trommebeat har inspireret det hele. Og man undres (og fornøjes) over, hvor langsommelig og kompliceret det kan være, at lave musik.

Lyt eksempelvis til Solanges dissekering af Cranes in the Sky fra pladen A seat at the Table fra 2016. Sangen tog omkring otte år at skrive og komponere, og det er denne proces vi hører om fra beat til beat.

Afsnittene af Song Exploder er ganske kort, i omegnen af 15 minutter, og hver episode slutter med, at man hører sangen i fuld længde.

 

Artiklen er blandt andet skrevet af musikbibliotekar Joachim Haugbølle fra Frederiksberg Bibliotek. Biblioteket producerer selv musikpodcasten Leitmotiv, der handler om folks personlige forhold til et stykke musik eller en genre. 

Materialer