Musikken spiller for romandebutant

Anmeldelse af Signe Brønserud: Om et klaver, udgivet på Gyldendal d. 12. februar 2016

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Signe Brønserud debuterer overbevisende med en stilfærdig og øm roman om klaverstemmeren Henning og tilværelsen i et lille lokalsamfund på Fyn. Det er en menneskelig og rørende fortælling om at være nået halvvejs i livet, at ville sætte sig spor i verden og om erkendelsen af den altafgørende vigtighed af de nære relationer.

Mange (jeg selv inklusive) oplever nærmest en lettelse ved at ’tage ferie’ fra mobiltelefon, mail og uendelige notifikationer fra Facebook. Lidt den samme fornemmelse havde jeg, mens jeg læste Signe Brønseruds debutroman Om et klaver. Fortællingen, der har karakter af dagbogsoptegnelser, udspiller sig ganske vist i et nutidigt samfund med både telefon og internet, men langt fra det hurtige storbyliv og i en tilværelse, hvor det, der betyder noget og udfylder hverdagen, er det helt konkrete manuelle arbejde. Der er noget underligt velgørende ved som læser at lade sig synke ned i denne lille tidslomme i det nære lokalmiljø, hvor tingene sker i deres helt eget tempo.

Fortælleren er den midaldrende klaverstemmer Henning, som efter moderens død nu bor alene på sin fædrene gård. Her gør han haven klar til forår og vinter, passer får og høns, holder hus og bager brød af sin mors ældgamle surdej. Henning er egentlig uddannet pianist fra konservatoriet, men det blev klaverbyggeriet, der blev hans levevej. Henning er samvittighedsfuld og pligtopfyldende, for der er så meget, der skal passes. Og nu har alt det fysiske arbejde forvandlet hans klaverfingre til grove arbejderhænder, så han ikke længere kan spille. Ikke for alvor. I stedet tager han rundt på egnen og stemmer klaverer, og han må forsøge at få det bedste ud af det ene håbløse tilfælde efter det andet.

Med sin skildring af lokalsamfundet i en lille landsby vækker Om et klaver associationer til Martin A. Hansens klassiker Løgneren og degnen Johannes Vigs dagbogsoptegnelser over hans iagttagelser af beboerne på Sandø. Der er den samme fint sitrende autenticitet i skildringen af de menneskeligt uperfekte karakterer og forbundetheden i det lille lokalsamfund.

Om et klaver deler også Løgnerens fremstilling af fortællerens skiftende fortvivlelse og melankoli, eksistentialistiske overvejelser og længslen efter en at dele sit hjerte med.

Egentlig lader Henning til at trives i sit eget selskab og ”den helende virkning af hverdagens inerti, strenghedens ømme logik”, men der er da lige barndomsvennen og musikfællen Mogens, som drikker lidt for meget, og som nu er kordegn i landsbykirken. Mogens er på mange måder Hennings modsætning med sin forkærlighed for ”tilfældighedernes troløshed, nuets luner, øjeblikkets tilfredsstillelse” – han er ifølge Henning ”drevet gennem livet uden den mindste ansats til planlægning og tæmmet tid, langt uden om formaninger og forventninger og ikke-lystbetonede tiltag.”

Der er også Hennings gamle flamme Elise (opkaldt efter Beethovens ”Für Elise”), som indimellem – når hendes cyklus nærmer sig sit højeste – kommer forbi og ”trænger til omsorg af en helt bestemt art.” Elise har også en søn, Robert, og hvem af Henning og Mogens er egentlig faren?

Henning synes på én gang at hævde sig over Mogens’ lemfældige omgang med livets krav på ansvar, men samtidig så lammet af sin egen ansvarsfølelse over for hverdagens mange pligter, at han rammes af en selvfornægtende bitterhed og ensomhed. Han overbeviser ihærdigt sig selv om betydningsløsheden og det illusionistiske i at stifte familie – men derfor kan man jo alligevel godt ville sætte sig spor i verden. Henning sætter sig for at bygge et klaver, helt fra bunden, men vennerne har kun latter tilovers for ham. Med lige dele trods og stædighed kæmper han adskillige måneder indædt med projektet, mens han, såret på sin stolthed, skubber vennerne fra sig – lige indtil helt andre omstændigheder tvinger ham til at genoverveje sin tilværelse.

De sære og uvante beskrivelser af klavermekanikkens helt tekniske sammensætning blandes i Hennings dagbogsnotater umærkeligt med sanselige fremstillinger af menneskene og tingene omkring ham. Omhyggeligheden, som kendetegner Hennings bogstaveligt talt manuelle tilgang til verden, afspejles også i den langsomme, detaljerede skrift, som rummer en egen musik:

”Jeg kan få det hele til at gro i haven. Jeg kan reparere huset og længerne, fårenes hegn, hønsenes og gæssenes skur. Holde ræve ude. Rense ventilationsskakterne, så det igen kan lyde som svanetræk gennem huset, når vinden lukkes ind. Jeg kan også holde liv i mors surdej. Hænderne er på den måde min forbindelse til verden, min indgang.”

Om et klaver er en meget, meget fin fortælling om at turde træde ind i livet, og Signe Brønserud lader på vedkommende og bevægende vis det håndgribelige og jordnære møde det åndlige og poetiske. Jeg glæder mig til at læse mere af debutanten.

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på www.littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!