Om at sidde fast i sig selv og i sproget

Anmeldelse af Dorthe Nors: Spejl, skulder, blink, udgivet på Gyldendal d. 2. februar 2016

Anmeldt af Mai Odgaard Petersen

Man vil ha’ mere. Mere sprog og mere Sonja. Sådan har man det, når man er færdig med Dorthe Nors’ roman Spejl, skulder, blink. Bogen er et blik på kvinden Sonjas væren i en verden, hvor sprog er noget af det eneste, der danner (eller blot forsøger at danne) sammenhængskraft og styrke. Hvis bare det ikke var så skidesvært med de ord. Ja, for Sonja altså. Dorthe Nors gør det derimod til UG med kryds, bolle, bølge og slange.

Sonja bor i København, men stammer fra det vestjyske Balling. Hun lider af nogle fysiske skavanker, der gør det vanskeligt for hende at være til. Det synes svært for Sonja at eksistere og samtidig være sådan rigtigt tilfreds. Og så er der dét med at lære at køre bil.

Gearproblemer på flere niveauer

Sonja har problemer med balancen, kæbemusklerne sætter sig fast og gør ondt – især når sproget ikke kan finde vej – og så er der noget med dét at døje andre menneskers nærvær (og nok også at være den, nogen kan døje). Sonja er i en alder af nogle og fyrre ved at tage kørekort og har med sin helt urimeligt stride, ubehøvlede, egocentriske kørelærer, Jytte, problemer med at lære at skifte gear. Den smøgpulsende Jytte ordner det derfor for hende. Sonja står altså ikke selv for gearskiftet. Dette afspejler hele Sonjas tilværelse: De basale, menneskelige funktioner i livet, dét, der får det hele til at glide som en velsmurt gearkasse, er Sonja ude af stand til at kunne håndtere selv. Relationerne til andre, helbredstilstanden og selve nutiden. Sonja er i dén grad udfordret. Når hun føler, at hun skal sige fra, dominerer vægelsindet, og Sonja kan godt være lidt langt væk nogle gange, når situationen spidser til. Hun er sådan set stærk og skarp nok, men mest i sine erindringer om barndommen og naturen.

Sonja går desuden til massageterapi hos den meget fysiske, fortolkende Ellen, der forsøger at løsne lidt op på det hele, og så prøver Sonja at komme i tanke om en spådom om hendes egen fremtid. Den er forsvundet, og i stedet får erindringer om barneårenes lette tilflugtsveje og vildveje, naturens opdriftsmuligheder og kronhjortens levevis plads. Der er knas i forholdet til søsteren Kate, der er stoppet med at tage telefonen, når Sonja ringer, og i øvrigt vil Sonja bare gerne have dét, hun betaler for, og ikke mere – hvad end det drejer sig om massage eller køretimer. Sidder Sonja fast i fortiden, i nutiden eller i den fremtid, hun ikke kan huske? Eller sidder hun bare fast i sig selv?

Gennemarbejdet og velskrevet

Nors skaber en kraftfuld, sproglig oplevelse med Spejl, skulder, blink. Det er ganske enkelt en litterær Maggi-terning, hvor der er så meget, man kan og bør sige noget om; en gennemarbejdet roman, hvor forfatteren på eksemplarisk vis får plads til både aldeles underholdende og genkendelige karakterer (fx den flyvske om-sig-bollende psykologveninde Molly eller den lidt for intime kørelærer Folke med gajoler i bukserne), virkelighedsflugt i fugleperspektiv skrevet ud gennem kortfattede, fine naturpassager og det fundamentalt menneskelige i måden, hvorpå samtaler, enetaler og tankestrømme forbindes med kontrastfyldte handlinger. Nors får især med sidstnævnte denne anmelder til at føle sig umanerligt godt underholdt. Læs blot – og nyd! – udvalgte citater:

“Og ja, det gør ondt, men det siger hun ikke til Ellen, for Sonja vil ikke fortolkes under fødderne, og hun har også engang mødt en, der kunne se spøgelser i Jylland.” / “Der er mange døde i Jyttes familie. Nogle er omkommet i trafikken, andre er døde af cancer eller arbejdsulykker. Jyttes mor lever endnu, men søsteren har KOL, og så skal Sonja dreje.” / “Ellen hænger oppe i luften, Molly tegner giraffer i klinikken, Kate tager ikke telefonen, og mor og far er gamle. Der er ingen, der kan komme hende til undsætning, og hun har det også bedre nu.”

Den Nors’ke stemme

Dorthe Nors kræser for sin læser med gedigent sprogligt håndværk. Der fortælles om noget så almenmenneskeligt som det at gå og kæmpe lidt med sig selv, tilværelsen og ensomheden, og det er svært ikke at fremstamme en litterær ave i ren ærefrygt, når Nors inden for ét og samme omslag både er sort, dyb, sjov og så særdeles sprogligt kompetent, som hun er.

Alene kronhjortens tunge symbolik, Sonjas higen efter at kunne forsvinde opad (nu hvor det at bevæge sig fremad i bil i hvert fald lader en flugt fra nuet vente på sig) og hendes selvbetragtninger såvel som blikket på sine medkarakterer efterlader en litterat med lyst til at skrive bjælke op og bjælke ned om den Nors’ke stemme og dennes usædvanligt fine formåenheder.

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på Littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!