"De har skiftet musikalsk gear og fundet et mørkere rockudtryk frem i de endda endnu bedre sange. Helt enkelt lyder de elleve sange på 'Elsk mig' som en ny begyndelsen for Joyce. Kunne 2022 for alvor blive deres år? Det gør det, hvis tidsånden blæser i retningen af tungere rockriffs og sange, som faktisk vil sige noget ... Man sidder dog også med en fornemmelse af, at Joyce ikke helt er færdige med at forme deres musikalske udtryk. Som om det helt store album fra deres kant ligger ude i horisonten. Og det her mest er et skridt på vejen"

"Det er (...) 90ernes larmende grunge-rock, som Joyce genopliver i stor stil på tværs af albummet. Og det gør de faktisk overraskende godt. Grunge-lyden har ganske vist fået en lille revival hos unge kvindelige popstjerner som Olivia Rodrigo og Billie Eilish, men Joyce gør det mere rendyrket som rockband. Og så gør de det ikke mindst på dansk, hvilket jeg heller ikke rigtig mindes at have hørt før ... Det balancerer hele tiden på kanten af stiløvelse, men Joyce kan sgu bære det rent musikalsk, og med Sebastian Wegener i front har de den helt rette vokalist og sangskriver til opgaven. Det fremstår troværdigt"

"Der er ikke meget kærlighed at finde på de 11 sange, der føles som én lang nedadgående spiral. På vejen ned mod mørkets bund fedtes vi ind sangerjegets selvhad, det had, han møder i livet, og det had, han retter mod omverdenen (...) vi skal med derned, hvor det gør ondt. Det hele kulminerer på »Fingrene I Fedtefadet«, hvis råddenskab gør decideret ondt ... De musikalske vægge, der skal indramme forsanger Sebastian Wegeners herligt flossede, rå vokal, er støjrocket som ind i helvede. Bandet kender både sin 90er-»tuderock«, Weezer-poppunk og grunge"

"Joyce omfavner grungegenren på denne grimme, depressive albumtoer. Titlen er 'Elsk mig', men ganske selvmodsigende skildrer albummet had og selvhad på en mangefacetteret, nuanceret måde, der både lyrisk og musikalsk giver godt indblik i de følelsers kompleksitet"

"Formlen fra Formskifter gentages til dels på Elsk Mig, men den punkede lyd er erstattet af et mere bastant ekko af 90ernes alternative rock (...) Joyce lyder som et dansk svar på Weezer, ligesom både Nirvana, Smashing Pumpkins og Garbage spøger i kulissen ... Når Joyce er bedst, er de gode til at ramme en ambivalens mellem trangen til at lade sig omfavne og trangen til at sparke fra sig. En ambivalens, der ikke kun formidles i teksterne, men også gennem musikkens blanding af yndefulde melodier og flossede kanter (...) Når de er værst, lyder de som ren pastiche på rockens ofte forcerede rebelskhed (...) hvor bandets vrængen ad pænheden virker for letkøbt"