Onsdagsanbefaling - science fiction
Endnu engang præsenteres man for en fremragende æstetisk sci-fi- fortælling, der tør skille sig ud. Bogen er ualmindelig spændende og gennemtænkt.
Af Jette Holmgaard Greibe
Namibia af Leo, Rodolphe & Bertrand Marchal
’Namibia’ er den selvstændige fortsættelse til ’Kenya’, og består ligesom ’Kenya' af fem tegneserier.
Den britiske agent Kathy Austin, bliver igen bedt om at rejse til Afrika. Hendes sidste mission foregik i Kenya, tidligere britisk koloni, og havde at gøre med forhistoriske væsner samt besøg fra rummet. Denne gang i 1949 skal hun rejse til Namibia, tidligere tysk koloni, hvor enorme insekter ødelægger afgrøderne, mennesker aldres alt for tidligt og hun præsenteres desuden for en optagelse af en mand, der til forveksling ligner Hermann Göring, som angiveligt begik selvmord under Nürnberg-processerne i 1946. Og det er ikke det eneste mysterium! Sammen med sin nye partner Major Bowley, en gnaven, kvindefjendsk, racistisk mand, påbegynder hun en undersøgelse, hvor truslen om nazismens tilbagevenden snart må vige, fordi de møder endnu flere skræmmende og uforklarlige fænomener.
Kathy Austin optræder mere selvstændigt i ’Namibia’, hvilket er ret heldigt, hvis man ser på både handlingerne mod samt tankerne om kvinder. Der er masser af spionage og politiske intriger i historien, og der opstilles interessante spekulative problemstillinger.
Rodolphe og Leo vender tilbage til den sære og spændende verden, de har skabt, og illustrator Bertrand Marchal har nu sluttet sig til teamet. Hans stil passer virkelig godt til resten af bogen, og resultatet er virkelig veludførte tegninger, farvelagt af Sebastien Bouet.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Namibia
Forfatter: Leo & Rodolphe
Illustreret af Bertrand Marchal
Forlag: Zoom
Emneord: spænding, nazisme, Namibia, insekter, agenter, eventyr