Jeppe Aakjær
Jeppe Aakjær fødtes i trange kår i Aakjær syd for Skive, som han senere tager navn fra. Han var en lokal forankret forfatter, men Aakjær var også mange ting: Han var en ivrig samfundsdebattør, der ikke var bange for at ytre sine meninger vidt og bredt i samtidens Danmark. Han var en social- og samfundsbevidst forfatter, der var overbevist om, at man kan ændre og demokratisere samfundet med litteratur – digte og romaner.
I romanen Vredens Børn (1904) beskriver Aakjær tyendets elendige livs- og arbejdsforhold på landet, der ifølge ham er et nationalt anliggende og en skændsel. Det samme gør han i digtet ”Jens Vejmand” (1905), som er sunget lige siden sin udgivelse og vist ingen introduktion behøver. Skildringerne i romanen vakte stor debat og var således medvirkende til, at forholdene for landproletariatet blev bedret. Aakjær fik således direkte indflydelse på lovgivningen med sin litteratur. Det er love, som peger mod dannelsen af velfærdssamfundet, der begynder i 1930’ernes Danmark.
Aakjær er også én af Danmarks største naturlyrikere, der har skrevet allerflest sange til Højskolesangbogen: Mange af hans digte er nemlig blevet til sange. “Jeg er havren” (1916) inkarnerer dét, som Aakjær er bedst til. Her beskriver han årstiden, landskabet, mennesket, Gud – alt væren. Hvad det vil sige at være i live; uanset om man er menneske eller den lille havre. Aakjær fik bønderne løftet op, for nu blev der digtet om dem og deres hverdag. Han bliver folkeeje, og der bliver landesorg i 1930, da Aakjær dør.
Læs mere om Jeppe Aakjær på Den Store Danske.