Børn

Du må ikke slukke lyset

af Thomas Bugge.

En anderledes lille og lidt skør billedbog med en virkelig fin pointe.

Af Tiril Mark Høj

Ude på landet bor vædderne Jimmy og Jimmi med deres syv børn. Deres små lam er virkelig søde og artige, måske på nær Buller, der faktisk er lidt uartig. Når far eller far siger at det er sengetid, behøver de ikke sige mere, for så går de syv lam ud, for at børste deres tænder.  Uden at de overhovedet skal huskes på det! Men når lyset skal slukkes, vil Buller ikke slukke! Og det er ikke fordi han er uartig, men fordi han er bange for at hans skygge skal lave gale streger, når det bliver mørkt. Skyggen bliver nemlig ret uartig, når den gemmer sig i mørket. Både lave graffiti, køre i bil med hovedet ud ad vinduet og flere andre skarnsstreger. Men far griner blot, og slukker alligevel lyset. Hvad mon der sker? 

”Prøv at tænke på alle de uartige ting min skygge kan gøre, når den gemmer sig i mørket, far!”

Det er så vildt, at en enkel lille historie kan løftes til så højt et niveau, ved at kaste et illustrationsslør over sig, som er lidt uhyggeligt. Farverne er holdt i orange og sort, kun brudt af de hvide får.  Både farverne og formerne har et voksent udtryk, men dækker over en skæg og klog lille godnathistorie for børn fra ca. tre år. Formatet er lille, så bogen er fin at sidde med, selv for de små. Det hele er virkelig gennemtænkt.