Årets børnebog – intet mindre

Nærmest alt litteratur er vigtig litteratur, men jeg vil vove den påstand, at børnelitteratur er noget af det vigtigste, fordi det brolægger grundlaget for børns litterære interesse. Børnelitteraturen åbner verdener for de mindste og styrker fantasien, og derfor er forfattere som Strid en kæmpe gave til både den danske litteraturscene men i særdeleshed også til børnene.

Et stort værk, der rummer en stor fortælling

Over 15 år har det taget for Strid at færdiggøre Den fantastiske bus. En børnebog på lidt over 200 sider, der måler 75,5 cm, når den er åben, og som er propfyldt af detaljerede og gennemførte illustrationer. I bogen møder vi en bred vifte af originale og karismatiske karakterer, der bor i byen, Ahnstar City. En tidligere atomkrig har sat sit præg på den verden og de vilkår, karaktererne befinder sig i, og industrialiseringen og udvidelsen af den betonprægede storby har forurenet luften omkring dem. Lille Timo er blevet syg af forureningen, og der er kun én ting, der kan redde ham: den sagnomspundne safran-lilje, der findes i det mystiske land, Balanka. Bogens karakterer bor i hjemmebyggede huse ved Ahnstar Citys havn, som langsomt bliver revet ned, så der kan blive bygget nyt. Da meldingerne om de sidste nedrivninger rammer beboerne, beslutter de sig for at genoptage en gammel mission om at finde Balanka og safran-liljerne, så de kan redde Timo. Sådan opstår den fantastiske bus, og sådan starter deres eventyrlige rejse mod Balanka, der byder på både guddommelige overraskelser og glædelige gensyn.

“Fru Friby spurgte Dion, om det var, fordi Timo var adopteret. - Altså Timo er jo et pattedyr, og jeg er et krybdyr. Måske har jeg ikke kunnet give ham varme nok, da han var lille, og … Dion afbrød hende venligt: - Fru Friby, det har intet med det at gøre. Timo er blevet syg, fordi luften i byen er forurenet”

En samtaleåbner

Det er svært at fatte sig i korthed, når man skal beskrive Den fantastiske bus. Både fordi bogens handling spænder bredt, og fordi alle bogens karakterer er interessante på hver deres måde. Men også fordi den indeholder mange både alvorlige og genkendelige emner. Emner som atomkrig, sygdom, kapitalisme, klimakatastrofe, industrialisering, guder, adoption og så videre. Det giver bogen et alvorligt lag og en tyngde, som man kan undre sig over eksisterer i en børnebog. Men Strid formår med denne bog at skabe et univers, der kan være nærmest lige så børnevenligt som hans historie om Tapiren, der ryger ud af sin form, samtidig med, at han giver forældrene, der læser, en anledning til at have nogle snakke med deres børn om den verden, vi lever i, på det niveau man nu selv vurderer, at børnene er på. Da jeg læste højt for min fire -og femårige børn, var min yngste blot underholdt og betaget af de finurlige karakterer og flotte illustrationer, mens min femårige var mere nysgerrig på, hvad for eksempel forurening mon betød, og det indledte til en lang snak om, hvorfor vi skal passe på vores natur.

Illustrationer, man kan forsvinde i

Bogen er ikke bare en fantastisk fortælling fyldt med sårbare og spændende karakterer, den er i lige så høj grad et kunstværk bygget op af magiske illustrationer, som man kan fordybe sig i i evigheder. Hver eneste illustration rummer så mange detaljer samt både genkendelige og overraskende elementer, at man får noget nyt med, hver gang man læser og kigger i den – lidt ligesom når man genser Matador. ”Tænk at han har tegnet alt det” udbrød min ældste, da vi læste den første gang, og det er i sandhed imponerende.

Underholdende for både børn og voksne

Noget af det bedste børnelitteratur rummer - efter min mening - både dybde og magi, og så er det fortalt og formuleret på en måde, så det er både underholdende for børn og voksne. Og det er netop det, Strid kan. Han skaber gang på gang et univers og nogle karakterer, der er elsket af både børn og voksne, og jeg glæder mig som oftest lige så meget som mine børn - hvis ikke mere - til at dykke ned i hans nye udgivelser. Og så knuselsker jeg det lille politisk ukorrekte blink, der er til forældrene i bogens slutning, netop sådan en lille detalje, der fiser hen over hovedet på ungerne, men som forældrene kan more sig over. Jeg vil ikke afsløre, hvad det er: den lille gave skal I have lov til selv at opleve.