At se dybet

Det var ham, der så Dybet

Anbefaling af Gilgamesh, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard, udgivet på Gyldendal d. 2. april 2019

Anbefalet af Shannon Færch

Eposset om Gilgamesh stammer fra det område, vi i dag kender som Irak, der ifølge oversætter og litteraturhistoriker Sophus Helle var hjemsted for et mylder af forskellige kulturer. Det blev skrevet med kileskrift, et skriftsprog som kulturerne delte og derfor gjorde det muligt for eposset at cirkulere vidt. De ældste versioner er på sumerisk og består af episodiske fortællinger om heltens liv, hvori vi også møder en lang række af oldtidens underfundige guder og gudinder. Da det sumeriske sprog uddøde, blev eposset oversat til akkadisk og samlet til ét værk, og det er denne version som Sophus Helle og hans far digteren Morten Søndergaard har oversat på ny til dansk. Oversættelsen er letforståelig, uden at fornemmelsen af, at man sidder med en svunden tid mellem hænderne, går tabt. Da eposset blev skrevet på fire tusinde år gamle tavler, er ikke alle tavler intakte; man vil derfor opleve huller i fortællingen, som kun gør den mere mystisk. For den maner et væld af følelser frem, men lader også meget stå skjult, med sine huller og mærkelige skabninger.

En tyrannisk helt og hans ven

Halvguden Gilgamesh er konge af Uruk, og da han er ung og stærkere end enhver i byen, driver hans rastløshed ham til tyranniske gerninger. Man forarges let, når Gilgamesh ubarmhjertigt hærger byen og lader ”ingen ung mand vende hjem til sin far” – for hvilken helt skal det forestille? Med gamle heltefigurer følger dog oftest vold, om det er Odysseus eller Beowulf, som demonstration på deres overmenneskelige kræfter, og i Gilgameshs tilfælde en overflod af energi. Men dette gør ham til gengæld også mere menneskelig: Gilgamesh er ikke den perfekte konge, eller helt.

De vilde udskejelser fortsætter eposset igennem, og heltens rastløshed driver handlingen fremad. Men Gilgamesh får andre mål, efter at guderne blander sig og skaber vennen og adoptivbroren Enkidu. Enkidu er også overmenneskelig. Først er han knap nok menneske, men lever blandt dyr; hans følgende ’domesticering’ igennem sex, påklædning og øldrikning er et fascinerede billede på menneskets separation fra naturen og dens andre skabninger, samt overgangen fra uskyld til skyld, da han har besudlet sig selv med en kvindekrop.

Da han var mæt af hendes glæde,
vendte han ansigtet mod flokken.
Gazellerne så Enkidu og løb væk,
alle vildmarkens dyr flygtede fra ham.
 

Enkidu er den, der stopper og advarer heltekongen mod hans egen dumdristighed, den forsigtige trods sin fortid som ’vild’. Gilgamesh drives dog alligevel videre ud på overmenneskelige eventyr, og hans gerninger med Enkidu ender da også med tab og sorg. I mødet med døden konfronteres Gilgamesh med sin egen bitre menneskelighed og går mod slutningen som en fortabt vildmand gennem ørkenen, på flugt fra sorg og angst for egen død. Hans prøvelser forekommer både mystiske og familiære, og man efterlades næsten med et ’Jeg er Gilgamesh’, da man i dette ældgamle epos møder den følelse af eksistentiel meningsløshed, som de fleste har oplevet mindst én gang i livet. 

Mit ansigt fik ikke nok af sød søvn,
jeg plagede mig selv med søvnløshed.
Jeg fyldte mine muskler med sorg,
men hvad har jeg fået ud af alt mit besvær?

Så igen, hvad er det for en helt? Gilgamesh er både menneske og gud. Han bygger Uruks beskyttende mur og terroriserer sine egne undersåtter, han dræber gudeskabte skabninger og bygger vældige templer. Han er fuld af tilsyneladende uforenelige modsætninger, et faktum vi også ofte finder i os selv, hvis vi tør kigge længe nok ned i dybet. Gilgamesh er en helt med umenneskelige kræfter og menneskelige svagheder, der møder udfordringer som stadig er aktuelle i dag, fire tusinde år senere.