En tid, et sted, en æra

Huset handler om mennesker, kollegaer, mediernes foranderlige og betydningsfulde rolle, samt ikke mindst tidens og historiens gang med op- og nedture.

Anmeldelse af Anna Elisabeth Jessen: Huset udgivet på forlaget Gyldendal d. 10. marts 2021
Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Romanen præsenterer et bredt persongalleri, hvor alle har en plads i mediehuset. Synsvinklen skifter mellem disse personer gennem bogens mange kapitler, hvilket i begyndelsen skaber lidt forvirring hos læseren. Dog indfanges man hurtigt i romanens univers, hvor de fragmenterede dele bestående af romanens mange kapitler måske i virkeligheden afspejler mediehusets kompleksitet og brede sammensætning af vidt forskellige karakterer, der hver har sine mål, ambitioner og intentioner omkring deres virke i mediehuset. Persongalleriet spænder vidt fra enspændere, excentrikere, karrieremennesker og de magtglade. 

Ole er tidligere psykologistuderende, og han kan godt lide tanken om at komme til magten – han er menneskekender og snor hellere end gerne folk om sine fingre. Modsat er Niels mere passioneret omkring at opsøge viden, og han fremstår som typen, alles blikke automatisk falder på, når han taler. Iagttagelsen af Ole og Niels er Solvejs; hun er en af mediehusets lydteknikere, hun er solid, dygtig og fra Jylland. 

”Ole har ikke rejst eller skrevet nær så meget som Niels, men han ved noget om mennesker, og hvordan de reagerer, han ved noget om deres psykologi, og det har Solvej set ham bruge, måske endda misbruge, adskillige gange.”

En krønike 

En af de gennemgående karakterer er Kirsten. Hun begynder som kontorassistent for Ib, der er vært for Lykkehjulet i radioen. Gennem romanen vokser Kirsten i graderne og ender som leder. I begyndelsen er alting muligt for hende og de andre unge i mediehuset. Livet ligger frit åbent for deres fødder – både hvad angår arbejde, kærlighed, ambitioner og relationer. Mulighederne er mange, verden står åben og bekymringerne er få. De vokser op med mediehuset, et hus, der ligesom dem selv udvikler sig og møder problemer undervejs. 

Gennem hele romanen er stemningen omkring mediehuset noget særligt. I begyndelsen, hvor bogens karakterer er unge, kan drømmene ikke blive store og vidtrækkende nok. Kirsten, Ole og Niels er en del af noget stort; noget der vokser og har potentiale til at blive afgørende for Danmark. Det er revolutionært, fyldt af ungdommens passion og ideologier. Det er politisk. Det er en brydningstid og der er en vild energi omkring mediehuset, der tydeligt fornemmes.

Tiden går dog. Dem, der var unge i begyndelsen, bliver voksne og en ny ilter generation tager over. De kommer med deres ideologier, ambitioner og en ny brydningstid er født. Således beskriver Jessen flere generationers forskellige kampe. Hun beskriver en historisk tid, hvor Murens Fald, 9/11 og Muhammedkrisen har en indvirkning. 

”Nå, hvad, siger Gustav, det er tegninger i en avis i lille Danmark. Det er ikke sikkert at der er nogen, der lægger mærke til dem ude i verden. Men Lasse bliver alvorlig. – Det er dumt, siger han.”

God og ukompliceret

Der er noget enkelt over Jessens skrivestil. Sproget flyder ukompliceret og selvom romanen strækker sig over gode 430 sider, er den hverken tung eller drøj at skulle igennem. Det er som at se en fjernsynsserie på Danmarks Radio; god, ukompliceret og folkelig tilgængelig. 

At læse Anna Elisabeth Jessens nye roman er som at træde ind i en tidslomme af danmarkshistorien fra begyndelsen af tresserne og frem til i dag. En tidslomme, der fortælles fra et mediehus, der i mange år havde eneret og monopol på medielandskabet i Danmark, men som netop også i de årtier romanen følger, udvikler sig og får konkurrence; de udsættes for kritik og skandaler, men gennemlever også en storhedstid - en tid, de måske aldrig får igen, som den statsstyrede medieorganisation, de nu engang både var og stadig er.