Undergang eller solopgang
At skildringerne af hverdagslivet af og til distraherer fra de filosofiske ambitioner, forhindrer ikke samlingen som helhed i at levere stof til eftertanke, mens vi venter på katastrofen.
Anbefaling af Torben Munksgaard: Planet B, udgivet forlaget Kronstork d. 12. november 2021.
Anmeldt af Anna Lauritsen.
Titlen kender man fra klimademonstrationers skilte: Der er ingen planet B. Hele bogens præsentation bærer præg af truende undergang: Forsiden er slidt og sort, siderne ru, og bagsideteksten et digt med det noget dystre udsagn:
”Vi skal sørge med sivene
vi er en del af en elv”
Som kontrast til det dystre viser forfatterfotografiet på indersiden af omslaget Munksgaard med en øl foran et maleri af en tropisk kyst. Billedet kunne læses som en lille kunstig verden, hvor der ikke er plads til sorgen. Hvad skal dette menneske stille op, mens det venter på undergangen?
Munksgaards digte behandler dette spørgsmål gennem minimalistiske frie vers uden titler. Digtene er inddelt i fem kapitler uden nogen iøjnefaldende struktur – hvert kapitel virker snarere som løse associationer til et ord eller et emne. Det emne, der fylder mest, er uden tvivl naturen.
Det altomfattende økosystem
Fra begyndelsen skitseres et samfund, der har kappet forbindelsen til naturen. Mantraet ”Ingen hører træerne” dukker løbende op i forskellige kontekster, og man forstår, at det er et bevidst forsøg på at fortrænge en ubehagelig sandhed:
”Ingen hører træerne / Ingen ser skovene / Ingen fortæller sandheden”, som er at ”katastrofen kommer, vi går under, alligevel står vi op […].”
Digte om forholdet mellem mennesker og omverdenen risikerer let at ligne hinanden med klicheer om den onde industri versus den gode natur eller lignende stereotyper. Digtsamlingens styrke ligger i Munksgaards grundlæggende anderledes bud på, hvad natur overhovedet er. Planet B indledes med et citat fra filosoffen Timothy Morton:
”Beauty is how objects end.”
Timothy Morton beskæftiger sig med økokritik og objekters flydende forhold til hinanden, og han har tydeligvis været en stor inspirationskilde for Munksgaard. I Planet B står naturen ikke i modsætning til byen og mennesket, og det naturlige er ikke kun ønskeligt og behageligt. Munksgaards definition af ordet økosystem omfatter også byernes huse og det ulækre, alt fra kroppens sygdomme til sommerfuglen, som viser sig at være ”et ækelt lille kryb med tentakler og hår.” I stedet for tydelige grænser er naturen er alt og allevegne. Filosofi og lyrik går op i en højere enhed, når digtene viser jegets oplevelse af og længsel mod at blive et med en verden, hvor alt er forbundet i processer.
”Selv metallerne græder. Selv gruset / drømmer.”
Parforhold og politik
Dette digter-jeg er dog også kilde til digtsamlingens svagheder. Fra naturtemaets filosofiske abstrakter kommer man nemlig også ned til jegets banale parforhold, der ikke bidrager med meget til bogens helhedsindtryk. Disse passager virker hverken særligt sprogligt eller tematisk nyskabende og fremstår ikke helt forbundet til bogens andre tematikker. Ligeledes trækker det ned, når der pludselig dukker politiske kommentarer op. Disse bemærkninger om Danmarks problemer med racisme eller flygtningepolitik kommer med en ligefremhed, der skiller sig ud og gør dem distraherende i forhold til den mere interessante økologi-tematik. Det virker som om det politiske inkluderes mere, fordi Munksgaard følte behov for at sige det, end fordi det bidrager med noget til læseren.
De ru sider i min kopi af Planet B begyndte hurtigt at falde ud – der er vist problemer med limen i bogryggen – men efter endt læsning fristes jeg til at tænke, at dette forfald er en naturlig proces helt i linje med Munksgaards digte. Men mens vi alle venter på undergangen, er Planet B altså værd at læse for dem, der vil med på en filosofisk ekskurs.