Ugens Aarhushistorie: Et nyt fællesskab for Aarhus
Billede: Danmarks Radio – danskernes eneste tv-medie – sender fra byrådssalen i forbindelse med valget til det nye byråd i marts 1970. Kommunesammenlægningen fik stor betydning for partisammensætningen i byrådet efter valget 3. marts 1970. Aarhus var fortsat en rød by, og Socialdemokratiet med borgmester Bernhardt Jensen i spidsen fik et godt valg med 17 mandater. Men som noget nyt fik Venstre med tre mandater fast fod indenfor i byrådet. Efter kommunevalget i 1974 var hele ni partier repræsenteret i byrådet, og 22 af byrådets 31 medlemmer var bosat uden for den ’gamle’ Aarhus Kommune. Der var nu plads til nyere partier som Fremskridtspartiet, Venstresocialisterne og Kristeligt Folkeparti. Fotograf: Ib Hansen, 1970.
Ny kommune – nye opgaver
Kommunesammenlægningen trådte i kraft 1. april 1970, og den satte med det samme administrationen og politikerne under pres. Opkrævning af el, gas og vand, indretningen af skoledistrikter, tildeling af boligsikring og socialhjælp, opkrævning af ejendomsskat og uendeligt meget mere skulle ensrettes. Et nyt skattesystem, kildeskatten, blev indført ved årets begyndelse, og skulle også indføres lokalt.
Da der var gået et år, havde byrådskontoret ekspederet 15.000 skrivelser mod 6.000 året forinden, byrådet havde holdt møde i 55 timer mod tidligere 20 timer, og der havde været 2.345 sager på byrådets bord, hvor der de foregående tolv måneder havde været lidt over 1.200 til behandling.
Planerne for administrationen af den store kommune blev rullet ud. De nedlagte sogneråds kontorer og bygninger blev udlagt til kommunale formål. Især tog to af de helt tunge kommunale områder, skatteområdet og socialforvaltningen, mange af disse lokaler i brug. Helt ind i byrådssalen i det berømte rådhus mærkede man forandringerne. Politikerne skulle nu kæmpe hårdere for at komme ind i salen. 150 sogne- og byrådspolitikere blev barberet ned til 31 i det nye Aarhus Byråd. Lokal- og borgerlisterne forsvandt ud af det nye byråd, og dem har vi ikke set siden, selvom der kom ti medlemmer flere i byrådet.
Der skulle derfor sættes flere stole ind i byrådssalen, og den ene af rådhusets to arkitekter, Erik Møller, blev bedt om at lave en nyindretning, der skaffede plads til 31 medlemmer og ikke som tidligere 21.
Magnetbåndstationer og hulkortkapacitet
Byrådet vedtog en ny organisationsplan for at få kommunens forvaltning på plads, og i tidens ånd skulle den føre til ”organisationsplanlægning og beslutningsrationalisering”. Regnekraften blev forøget med flere magnetbåndstationer og større hulkortkapacitet, og et nyt kuverteringssystem skulle hjælpe kommunen med at sende svar på de mange skrivelser, der kom ind.
Det havde været en lang og til tider stenet vej frem mod sammenlægningen af de mange kommuner. Mange var bange for at miste indflydelse på lokale forhold. Men så kunne man da altid tømme kassen før lukketid og føre arv og gæld over til den nye kommune. Meget anderledes kan det vist ikke siges, når man ser på det regnestykke, der blev gjort op allerede efter det første år:
Den nye kommune havde overtaget tunge og ofte ufinansierede forpligtelser. Værst var det med skolevæsenet. De nedlagte sognekommuner havde igangsat eller planlagt skolebyggerier med en gæld på knap 100 millioner kroner. Beløbet voksede på et år til 181 millioner kroner. To ud af tre børn gik nu i skole uden for den gamle købstad, og de fleste af dem fik flotte nye lokaler, skolekøkkener eller helt nye skoler, hvis de da ikke også fik hal og svømmehal.
Socialforvaltningen under pres
Velfærdssamfundet buldrede fortsat af sted, og de gamle sogneråd havde vel også disponeret efter, at væksten ville vare ved. Det gjorde den bare ikke. I 1973 indtraf den første oliekrise, der indvarslede en langvarig økonomisk krise. Forældre, der havde døjet med 1950’ernes ungdomsarbejdsløshed, måtte til deres fortvivlelse se det samme ramme deres børn. Og mens den absolutte fattigdom var stærkt på retur, var nogle problemer de samme som før, og nye kom til.
Socialforvaltningen fortalte allerede i 1971 om, at de sociale kontorer nu blev opsøgt af ”en del personer, der har svært ved at klare sig i ”velstandssamfundet”, hvis normer det er vanskeligt at leve op til.” Enlige mødre havde det som altid svært og måtte støttes i kortere eller længere tid, især hvis de også var ramt af sygdom. Stofmisbrugsproblemer var dog tidens store – og nye – forbandelse. Antallet af folk, der blev handikappede af misbrug, var stigende og økonomisk belastende.
I det hele taget var den offentlige velfærd ved at være hængt op på et vidtforgrenet net af institutioner og ydelser. I den nye Aarhus Kommunes første år kunne den fremvise familievejledning, sociallæge, skolepsykologisk kontor, fire døgninstitutioner – et observationshjem, et spædbørnshjem og to ungdomspensioner – samt 32 daginstitutioner (og 113 private). Og det var bare inden for børn og unge-området. Hertil kom så alle ydelserne såsom børnetilskud og moderskabsydelse og 42 heltidsansatte sundhedsplejersker samt skolernes vifte af tilbud som læseklasser, specialklasser, skolelæge og børnetandlæge.
Udfordringerne for den nye kommune var således store og til tider uoverskuelige. Administrationen var dog forberedt, og selvom den enkelte borger også måtte vænne sig til forandringer, oplevede de ikke den enorme rækkevidde af reformen.
Artikelserie
Vi har lånt artiklen af Aarhus Stadsarkiv. Aarhus Stadsarkiv har i løbet af de seneste syv måneder i en artikelserie sat fokus på de gamle oplandskommuner rundt om Aarhus. Baggrunden er, at Aarhus Byråd har nedsat et Oplandsudvalg. Det skal komme med gode råd til at forstærke båndene mellem Aarhus og oplandets bysamfund, både kulturelt, transportmæssigt og politisk. Samtidig var det i 2020 50 år siden, at de mange sognekommuner i oplandet og Aarhus Købstadskommune blev lagt sammen til Aarhus Kommune. I artikelserien har vi fortalt træk fra de gamle sognekommuners historie og dermed fortalt historien om de mange stærke lokalsamfund, der er en del af Aarhus Kommune.
Link til alle seriens artikler.