Til minde om en engel
Violinkoncerten blev Alban Bergs sidste fuldførte værk - han døde kort tid efter og nåede ikke at høre det opført. Værket blev spillet ved koncerten i forbindelse med uddelingen af Sonnings Musikpris 2017 i DR Koncerthuset 12. januar. Fra koncertprogrammet gengives:
Alban Bergs violinkoncert udsprang af en tragedie: Kort efter at Berg havde modtaget en bestilling på en ny violinkoncert, fik han budskabet om den 18-årige Manon Gropius’ død. Pigens forældre, Alma Mahler og arkitekten Walter Gropius, hørte til Wiens kulturelite, og Berg og hans hustru havde nærmest betragtet den unge pige som deres egen datter. Rystet over hendes død gav Berg violinkoncerten undertitlen Til minde om en engel. Violinkoncerten er i to satser, der hver består af to kontrasterende dele. Første sats begynder blidt som en kærlig beskrivelse af et yndefuldt og blomstrende væsen, og også anden halvdel af satsen fortæller om livets lyse sider. Alban Berg citerer en østrigsk folkemelodi, og musikken kommer nærmest til at danse vals. Anden sats er meget voldsommere, og fortvivlelsen hober sig op. Efter et dramatisk klimaks kommer trøsten som sendt fra oven: Stille hører man Bachs salme Es ist genug snige sig ind i musikken. Salmen begynder i soloviolinen og fortsætter som en dialog med klarinetterne. Berg har ligefrem skrevet salmeteksten ind i partituret: ”Det er nok. Jeg farer med fred til Himlens hus.” Med disse skjulte trøsteord falder violinkoncerten til ro. Grunden til at Bach kan finde vej ind i Alban Bergs atonale musik er, at salmemelodiens fire første (meget særprægede) toner er de samme som de sidste fire toner i den tolvtonerække, Alban Berg har lagt til grund for hele sin koncert. Berg har med andre ord ’fundet’ Bachs symbolske salme i sin egen musik.
(Kilde: DR)
Læs hele koncertprogrammet
Hør hele priskoncerten med den græske violinist Leonidas Kavakos
Tag med DR på 'Bagscenen' og følg forberedelsen af en koncert
Gå på opdagelse i baggrundsstoffet i lytteklubbernes bladreguide
Læs en artikel om Alban Berg og hans violinkoncert på den engelske Wikipedia
En kort beskrivelse af koncerten på dansk
Der findes en del om Alban Berg på BBC's omfattende hjemmeside, bl.a. ’Performances & interviews’ og podcasts (en kort og en længere) om violinkoncerten
I violinkoncerten benytter Berg et tema fra en koral af J.S. Bach: 'Es ist genug'. Hør koralen her