Når kvinder forsvinder - og mænd er alene
Anmeldelse af Haruki Murakami: Mænd uden kvinder, udgivet på forlaget Klim d. 8. september 2015
Anmeldt af Stine Liberty Svenningsen
For ikke så længe siden anmeldte Littunas skribent, Anne Skov Thomsen, Ahrensbøll Hansens novellesamling Danny scorer iført bowlingsko og glædede sig over, at novellen, trods sine kampe for at blive set på den roman-dominerede litterære scene, er ”back in business”. Det samme gør sig absolut gældende for Haruki Murakamis nyeste udgivelse, Mænd uden kvinder, der med sine syv noveller er et kraftslag for novellens overlevelse, fortalt overbevisende og med et omdrejningspunkt omkring ensomhed og isolation hos mænd, der alle er blevet forladt af en kvinde på den ene eller den anden måde. De er mænd uden kvinder.
I Mænd uden kvinder møder læseren i hver enkelt novelle en mandlig hovedperson, der er blevet forladt af en kvinde. Dette er enten selvforskyldt eller ufrivilligt, og deres historier har ikke blot et strejf af, men er overdynget af den ensomhed, mændene oplever. De er alene. Også selvom de har familie og venner. Det er kvinden – altid er det kun én kvinde, der gør udslaget for mændene – som efterlader manden alene, og på en eller anden måde fungerer de efterladte mænd bare ikke uden en kvinde.
Kvinder, kvinder, kvinder!
Novellesamlingen beretter om forskellige mænd, der alle har mistet en kvinde. I den første novelle, ”Drive my car”, har manden Kafuku mistet sin kone til kræft (og andre mænd), men indleder et professionelt forhold til en kvindelig chauffør, som forandrer hans liv. Tabt kærlighed som Kafukus spiller generelt en stor rolle i novellerne, heriblandt ”Yesterday”, hvor et trekantsdrama udspiller sig mellem hovedpersonen Tanimura, hans excentriske ven, Kitaru, der synger Beatles-sangen i badet med hjemmelavede tekster til, og Kitarus kæreste, Erika. Omvendt forholder det sig i ”Det selvstændige organ”, som følger lægen Tokai, der som 52-årig stadig ikke har fundet sig en kone, men alligevel endelig forelsker sig i en af sine affærer. Det går dog galt, og Tokai begynder nu sit forfald grundet denne ene kvinde.
I ”Kino”, samlingens femte novelle, følger vi hovedpersonen af samme navn, der en dag, efter hans kone er ham utro, vælger at åbne en bar. ”Kino” er af en mere fabulerende og fantastisk art, hvor en kat i vindueskarmen er en beskyttende ånd, og tre slanger af forskelligt udseende er en fare i vente. ”Kino” adskiller sig altså lidt fra de andre noveller ved sin genre, da den er mere poetisk, forvirrende og intens og dermed ikke fremstår lige så lineær som nogle af de andre noveller.
Samlingens to sidste noveller, ”Mænd, som ikke har en kvinde” og ”Da Samsa blev forelsket”, har det til fælles, at de begge nikker anerkendende til store, mandlige forfattere – henholdsvis Hemingway og Kafkas Forvandlingen fra 1915. Begge noveller trækker på kendte forfatterskikkelser og deres historier – novellesamlingen hedder endda præcis det samme som Hemingways fra 1927 – og i ”Da Samsa blev forelsket” giver Murakami sin version af Kafkas metamorfiske historie, hvor læseren vågner op sammen med hovedpersonen Samsa, der befinder sig i en uvant, fremmed og ”vanskabt” menneskekrop midt i Prags kampvognsbefængte tumult.
Den dominerende kvinde og den magtesløse mand
Alle novellerne har altså det til fælles, at mændene ikke kan leve deres liv uden de kvinder, de elsker. Nogle har mistet deres kvinde til sygdom eller andre mænd, nogle har aldrig rigtig haft en kvinde, mens nogle kun har en kvinde flygtigt og på kvindens præmis. Aldrig er det manden, der er i kontrol. I ”Mænd, der ikke har en kvinde” står det beskrevet meget rammende: ”Sådan er det at miste en kvinde. At miste én kvinde betyder også, at man mister alle andre kvinder, og således bliver vi til mænd, der ikke har en kvinde.” Dog slutter Murakami novellesamlingen med et muligt lys for enden af tunnelen med Samsa, der vågner op på ny og forelsker sig i en, i samfundets øjne, ikke særligt attraktiv og pukkelrygget kvinde, der dog for ham er den smukkeste i verden. Der gives en chance for en frisk start.
Med Mænd uden kvinder rammer Murakami således plet på nutidens tendens til, at mænd føler sig magtesløse i et overfeminiseret samfund, hvor kvinden er i dominans, og manden ikke længere er ”macho”. Det er agtværdigt, at Murakami dog skildrer dette uden at skabe en form for altoverskyggende dominatrix, for novellesamlingen efterlader ikke det indtryk, at kvindens dominans er uretfærdig. Snarere giver hver novelle sin egen vinkel på problematikken, der altså både gælder unge og ældre mænd, gifte og singler, rige og fattige. Novellesamlingen er på denne måde heller ikke et kampskrift for den nedtrykte mand, men kan læses af både mænd og kvinder, der dog formentlig vil se forskelligt på tematikkerne.
Haruki Murakami har efterhånden skabt sig et nævneværdigt navn, og det århusianske forlag Klim, der står for udgivelsen af alle hans romaner i Danmark, samt oversætteren Mette Holm har endnu engang gennemarbejdet et af Murakamis værker, så man drages ind i novellernes univers og karaktergalleri samt de korte, intense handlinger om mænds ensomhed og isolation, når de uundgåeligt bliver til mænd uden kvinder.