Noget om et menneske i sorg – og kaosset der følger

Anmeldelse af Karen Bergholt: Rød Helikopter, udgivet på Gladiator d.22.oktober, 2015

Anmeldt af Sophie Dolmer

Hullede englevinger, frygten for en badevippe, en eks med en kartoffelskræller og en datter, der bliver til mange. Rød Helikopter er en digtsamling opbygget af fragmenterede tankestrømninger, øjebliksbilleder og hverdagens små betragtninger. Alt sammen noget, som giver værket en drømmende tidsløshed, der tvinger læseren til at finde mening i det, som umiddelbart virker meningsløst. Karen Bergholt blotter sig selv som moderen, der har mistet sit barn, og kvinden, som er blevet forladt af sin elsker.

Rød Helikopter er Bergholts debutværk, der viser mennesket fra dets skrøbeligste side. Sorgen over at miste sin datter til skizofreni gennemsyrer digtene med en melankoli, som skærer tankerne op, stopper sætninger, før de rigtigt er startet, og lægger alt, der minder om de klassiske rim og rytmer, på hylden. Læseren føres direkte ind i følelsen af at være en del af en kaotisk drøm. Også bruddet med sin elsker plager jegets sårbare tanker, som tilføjer break-ups en helt ny form for logik: ”Han tog en kartoffelskræller / skrællede huden af min kind”. Hele dette virvar af følelser giver derfor flere af digtene humoristiske undertoner – som når jeget beskriver en ko, der glor ”mod øst svagt nord”.

Som læser må man glemme alt om handling, hvad der sker hvornår, hvorfor, og hvordan det hænger sammen i forhold til hinanden. Tid og sted er gået i opløsning. Ligeledes er læserens evne til at skelne mellem drøm og virkelighed – noget, der kan give anledning til frustration, indtil man erkender værket som en blotlæggelse af følelser, hvor handlingen kun er vigtig på et mere overordnet plan. Idet værket er en digtsamling, er der netop plads til en sådan form for fremstilling, hvor den som roman havde været for afprøvende for enhver læsers tålmodighed.

På grund af værkets opbygning er det klart anbefalelsesværdigt at læse den op til flere gange. De første digte har mange referencer til de sidste, og bare det at læse ét digt for sig giver en ny forståelse af værket. På den måde bliver det muligt for den formentlig forvirrede læser at forstå flere af digtsamlingens mange dimensioner. Her er altså at gøre med en digtsamling, som i høj grad udfolder sig mere og mere, for hver gang du læser den.

Karen Bergholt giver i Rød Helikopter et indblik i tanker, der bearbejder nogle af menneskets største sorger. Det er udelukket at frakoble forfatteren til det skrevne, som man ville gøre i en nykritisk læsning, da dets skinbarlige ærlighed har en enorm betydning for læsningen af digtsamlingen og desuden genlæsningen. Det er i Bergholts personlige historie, altså i det mod, et sådant værk som Rød Helikopter har krævet at skrive, at læseren finder inspiration til at vende endnu en side. For netop at forstå det uforståelige.