Planlæg dit besøg på Tranbjerg Bibliotek
Vi glæder os til at få besøg af dig. Her har vi samlet en række praktiske informationer, som kan være relevante for dig før og under dit besøg på Tranbjerg Bibliotek.
Ankomst
- Bibliotekets adresse er: Kirketorvet 6B, st. 6, 8310 Tranbjerg J
- Der er gratis parkeringspladser inkl. handicapparkering på den store parkeringsplads ved Center Syd.
- Der findes cykelparkering flere steder langs centeret.
- Bus 4A stopper ved Torve Allé/Torvevænget, 2 minutters gang fra biblioteket. Bus 17 samt bus 202 stopper ved Tranbjerg Kirke/Landevejen, ligeledes få minutters gang fra biblioteket. Letbanen holder ved Tranbjerg Station, ca. 10 minutters gang fra biblioteket.
Adgang og elevatorer
- Tranbjerg Bibliotek ligger inde i Center Syd. Der er adgang til biblioteket gennem centerets indgange.
- Tranbjerg Bibliotek er i ét plan.
- I den selvbetjente åbningstid skal du anvende dit sundhedskort eller indtaste dit cpr-nummer, efterfulgt af din personlige femcifrede kode, for at åbne dørene. Kortlæseren er placeret ved indgangen til biblioteket.
Toiletter
Vi har et publikumstoilet bagerst i højre hjørne i biblioteket.
Biblioteksrummet
- Vi har to udlån- og afleveringsautomater i midten af biblioteket.
- Der er flere muligheder for at sidde ved borde og på stole i biblioteksrummet. Der er langborde, enkeltpersonsborde ved vinduerne, fritstående stole, hvor man kan tage sig et lille hvil og sofaer. Hvis du har nogle specifikke behov eller spørgsmål ang. vores siddepladser, er du altid velkommen til at skrive, ringe eller spørge personalet.
- Tranbjerg Bibliotek er et ét-rums bibliotek. Det betyder, at der vil være tidspunkter, hvor der er mere stille og tidspunkter, hvor der vil være mere aktivitet.
- Når vi har arrangementer og foredrag på biblioteket, foregår disse i biblioteksrummet, da vi ikke har særskilte sale eller mødelokaler. Du kan derfor opleve, at vi henviser til, at biblioteket er en stillezone i et kortere tidsrum. Du vil altid kunne følge med i, om der er et arrangement på biblioteket på hjemmesiden.
- Biblioteket har tre publikums PC'er, som kan benyttes i bibliotekets åbningstid. To af dem har siddepladser, og den tredje hænger på gavlen bag afleveringshylderne.
Læs mere om brug af bibliotekets PC'er her
Besøg af de mindste
- Puslebord findes ved toilettet.
- Vi har to højstole til de mindste. Bøjlen kan tages af og på efter behov.
- Vi har en stor Eventyrvæg i børnebiblioteket. Hertil kan man i den betjente åbningstid låne filtfigurer med magneter, der kan sidde fast på væggen og hånddukker, der forestiller forskellige dyr.
- I den betjente åbningstid kan man låne en kreakasse, papir og farveblyanter.
Arrangementer og billetter
Aarhus Bibliotekerne tilbyder handicapbilletter til alle arrangementer, hvor man kan medbringe en handicapledsager gratis. Det er vores måde at sikre, at alle kan nyde bibliotekets ressourcer og arrangementer uden hindringer.
Hvis du er til et arrangement, og du har brug for at trække dig, er du altid velkommen til det.
Teleslynge – et tilbud til hørehæmmede
Tranbjerg Bibliotek har ikke teleslynger.
På Dokk1, Viby og Åby Bibliotek er der indbyggede teleslyngeanlæg i salene – og du kan desuden låne mobile teleslynger i Informationen på Dokk1.
Fører- og servicehunde
Fører- og servicehunde, der ledsages af deres ejer, er velkomne på Aarhus Bibliotekerne. Derudover er det ikke tilladt at medbringe dyr på bibliotekerne.
Solsikkesnoren
Ikke alle handicap er synlige. Solsikkesnore udleveres gratis og uden spørgsmål hos Borgerservice i Dokk1.
Har du ikke mulighed for at komme på biblioteket?
”Biblioteket kommer” er et gratis tilbud til borgere, der på grund af alder eller handicap ikke selv kan komme på biblioteket. Her bringer vi bøger ud cirka en gang om måneden.
Har du spørgsmål?
Vi arbejder hele tiden på at forbedre tilgængeligheden og skabe lige adgang til alle vores biblioteker.
Du er altid velkommen til at kontakte os via 89409200 eller post@aakb.dk.