Litteratur

Anbefaling: 'Thieves' Gambit 2: Heist Royale'

af Kayvion Lewis.

Lad den bedste tyv vinde!


Af Tiril Mark Høj

For at få den bedste oplevelse, bør man begynde med seriens første bind ’Thieves’ Gambit’.

Der er gået seks måneder siden ’Mestertyvenes turnering’ sluttede, og Rosalyn Quest kaldet Ross har stadig en trussel hængende over sit hoved. En trussel om, at hendes familie kan blive dræbt! Den flotte storflirtende Devroe, som Ross stolede på, viste sig at være en forræder, men til hendes store irritation, kan han stadig få hendes mave til at blive helt fyldt med sommerfugle. 

Ross kontaktes af Baron, der ønsker at blive chef for organisationen, og som vil have den eksisterende chef Count sat af. Baron vil derefter garantere Ross sikkerhed resten af hendes liv. Nu skal Baron og Count kæmpe om titlen i en turnering, og de skal hver have et hold, der skal dyste i tre opgaver. Ross skal sammen med sine venner kæmpe på Counts hold, og de opgaver de stilles overfor, udfordrer dem alle, men den største forhindring er alligevel Devroes mor Diane Kenzie, som vil dræbe Ross og hendes familie. 

’Heist Royale’ tager os både med på kasino i Monte Carlo, og til Antarktis’ snedækkede landskaber, og hvor man næsten holder vejret, når Ross konkurrerer mod Devroe, samt når hun overfor Diane kæmper for sit liv. 

Bogen ligner plotmæssigt den første bog ’Thieves’ Gambit’, men denne gang er indsatsen noget højere, samtidig med at hvor bind et indeholdt noget mere action, er der noget mere politik og kærlighed i bind to. 

Det er en virkelig spændende bog og en værdig efterfølger, som får en ud på kanten af stolen, lidt på samme måde som serien ’The Inheritance Games’. Der er masser af tempo, plottwists, kærlighed, drama og elegante tyverier. 

Slutningen var fuldstændig uforudsigelig! Til gengæld bliver alting både pakket og lukket, så man ikke får indtrykket af, at der er flere bøger er på vej.