Litteratur

Litteratur og astrologi: Skytten

Litteratur og astrologi mødes i konceptet AstroLit, som er skabt af fem dygtige studerende fra Litteraturhistorie på Aarhus Universitet.

Af Anne Hagelskjær From

Der findes mange måder at tilgå astrologien og sit stjernetegn på; nogle synes det er helt vildt spændende, andre synes, det kan føles lidt som at blive sat i bås. Lige meget hvor du er på spektret, har vi forsøgt at udvælge litteratur, der spænder bredt i forhold til dit stjernetegn og dets egenskaber.

Med AstroLit håber vi, at du gennem de udvalgte historier, vil lære mere om dig selv eller nogle du kender - og måske endda finde din nye yndlingsbog. Du kan altid finde ny inspiration på vores Instagram @astro_litt

 

SKYTTEN: 23. NOVEMBER - 21. DECEMBER

Hvem er Skytten?

Lyst til eventyr? Skytten er din bedste guide! Skytten er med sin udadvendte natur meget social og har en sprudlende energi. Den har en ustoppelig selvtillid, højt humør og en direkte facon.

Skytten er altid i bevægelse og bliver nemt rastløs, hvis der ikke sker noget. At have tålmodighed er ikke at finde på Skyttens CV, men til gengæld er det aldrig kedeligt i dens selskab.

Skytten har, ligesom de andre ildtegn, en hang til at være en smule selvcentreret og lægger ikke skjul på, hvad den vil (og ikke vil). Skytten værdsætter frihed og nyder nye udfordringer. Den drives af en umættelig nysgerrighed på både sine omgivelser og på mennesker.

Skytten som læser

Skytten har altid fart på, og derfor er læsning måske ikke altid dens førsteprioritet, men inderst inde er den en rigtig lommefilosof.

Den elsker at læse bøger med spænding, eller noget, der får den til at føle eksistentiel frygt, så den kan føle sig ekstra forbundet med dens medmennesker - fiktive såvel som virkelige.

AstroLit anbefaler

Vi udvælger bøger ud fra tre forskellige kriterier:

  1. Forfatterens stjernetegn
  2. Karakterer fra bogens stjernetegn
  3. Om bogen har vibes, vi mener et stjernetegn ville kunne lide

Patrick Ness: Knivens Stemme

Todd Hewitt er den eneste dreng i en by fyldt med mænd. Her kan alle høre hinandens tanker i en overvældende og endeløs strøm af Støj. En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd til en mand, flygter han fra byen. På sin rejse møder han et mærkeligt og uhyggeligt tavst væsen: en pige. Hvem er hun? Og hvorfor blev hun ikke dræbt af Støjen ligesom alle de andre kvinder på New World?

Todd er, idet alle kan høre hans tanker, meget ærlig. Han er mere nysgerrig end bange for pigen, Viola, og påtager sig ansvaret for hendes overlevelse. Denne historie er lige noget for den rastløse Skytte, da karaktererne konstant er i bevægelse med nye farer omkring hvert hjørne.

John Green: En Flænge I Himlen

John Greens YA-klassiker handler om kræftsyge Hazel Grace, der føler sig som en håndgranat, som kan detonere når som helst. Men da hun møder Augustus, bliver hun for første gang forelsket og finder ud af, at det måske slet ikke er en tragedie, at vi skal dø - men et mirakel at vi lever.

En flænge i himlen er en roman om alt det største, smukkeste og sværeste i livet. Den sætter spørgsmålstegn ved vores eksistens og er lige noget for den grænsesøgende Skytte.

Elizabeth Acevedo: The Poet X

Xiomara Batista er ude af stand til at gemme sig i sit Harlem-kvarter, og hun lader derfor sin vildskab og sine næver tale for sig. Dette, i kombination med moderens stærke kirkelige tro, gør at Xiomara bliver nødt til at holde det hemmeligt, at hun deltager i skolens poetry slam-klub med sine digte. For Xiomara har så meget, hun gerne vil sige - især efter hun får følelser for drengen Aman, som hendes familie aldrig må kende til.

Xiomara er med sin vildskab, nysgerrighed og søgen efter frihed en rigtig Skytte. Der er masser af regler og konventioner omkring hende, men alligevel trodser hun det hele, for at kæmpe for det hun tror på.

Helle Helle: de

I Helle Helles roman de møder vi en 16-årig pige og hendes alvorligt syge mor. Dog er samtaler om sygdommen, sorgen og det kommende tab holdt til et minimum. I stedet taler de om alt muligt andet, griner sammen og lever videre, næsten som om sygdommen ikke er der. Den beskedne titel de henviser til mor og datter, en enhed som er, men som også skal forsvinde. Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80'erne. Om sprog, der ikke slår til, men alligevel gør det.

Denne bog vil med garanti ramme lige i hjertet på den eksistentielt tænkende Skytte, der har brug for et skud optimisme.

Antoine de Saint-Exupéry: Den Lille Prins

Den Lille Prins er fortællingen om en pilot, der strander i ørkenen, hvor han møder en prins fra en anden planet

De, der er født under Skyttens tegn, gemmer på en stor eventyrlyst. De har ofte også et ønske om at søge den sande mening med livet. Af denne grund vil de let kunne identificere sig med Den lille prins' interplanetariske eventyr. Filosofien fundet mellem linjerne afspejler Skyttens medfødte visdom og nysgerrighed. Den lille prins vil med garanti være en uforglemmelig oplevelse, for store og små Skytter.

Tove Ditlevsen: Københavnertrilogien

En af den danske kanons helt store Skytter er Tove Ditlevsen. Københavner-trilogien er fortællingen om Ditlevsens liv fra hendes barndom, ungdom og voksenliv.

BARNDOM er et ærligt og intimt portræt af opvæksten på Vesterbro, med venskab og de første spirende forfatterdrømme.

UNGDOM er fortællingen om den unge Tove Ditlevsens første spæde skridt ud i en tilværelse som forfatter.

Og til slut er der GIFT; Ditlevsens kompromisløse erindringsroman om livet med skiftende ægtemænd, forelskelser og et vildt, eskalerende misbrug. I denne serie fortæller Ditlevsen om alt det, der lå bag og til grund for hendes forfatterskab, fortalt med hendes velkendte humor, sårbarhed og poetik.