Filosofisk filmsalon #4: Alain Resnais

Eksistensfilosofisk Akademi inviterer til Filosofisk filmsalon! Vi viser Alain Resnais' mesterlige og dybt bevægende film fra 1959 i samarbejde med forfatteren Marguerite Duras – et værk, der kredser om kærlighed, traume og menneskets kamp for at forstå det ufattelige.
Date
Tid
18:00 - 21:30
Pris
Billet: Gratis
Sted
Lille sal
Bibliotek
Hovedbiblioteket
I samarbejde med
Eksistensfilosofisk Akademi
Adresse

Hack Kampmanns Pl. 2
8000 Aarhus
Danmark

Filmen udspiller sig i efterkrigstidens Hiroshima og følger en intens, kortvarig affære mellem en fransk skuespillerinde og en japansk arkitekt. Gennem deres samtaler væves personlige og historiske traumer sammen til en poetisk meditation over erindringens væsen, glemslens uomgængelighed, og det sår, krigen har sat i både krop og sjæl. Filmen stiller det dybt menneskelige spørgsmål: Hvordan lever man videre i en ødelagt verden?

Efter filmvisningen vil idéhistoriker Freja Værnskjold Dzougov holde et kort oplæg, der dykker ned i filmens eksistentielle lag med afsæt i tænkere som Maurice Blanchot, Theodor Adorno og Carl Schmitt. Oplægget vil danne afsæt for en fælles samtale om kunstens rolle i bearbejdelsen af krig, vold og politiske traumer – og om hvordan forbindelser mellem mennesker kan skabes selv i de mørkeste situationer.

Freja Værnskjold Dzougov arbejder i krydsfeltet mellem middelalderens og det 20. århundredes filosofi. Hun har særligt undersøgt, hvordan filosofien kan åbne veje til at forstå og bearbejde erfaringer af krig og vold – og hvordan disse erfaringer, i al deres mørke, paradoksalt kan rumme spiren til fred.