Børn

Anbefaling: 'Jeg overlevede – Angrebet på Pearl Harbor i 1941'

af Lauren Tarshis.

Jeg er simpelthen en af denne series største fans! Lauren Tarshis fortæller let og ubesværet om frygtelige begivenheder, og efterlader alligevel sin læser med en god portion håb.

Af Tiril Mark Høj

11-årige Danny og hans mor er flyttet fra New York til Hawaii, for at få ham væk fra bandemiljøet.  Danny savner sin bedste ven Finn, og planlægger at springe ombord på det store skib Carmella tilbage til New York. En eftermiddag redder han drengen Aki fra et vildsvin, og tager bagefter med hjem til Akis familie. Akis mor siger, at Dannys mor er heldig med sådan en god søn, og dette tænker han en del over. Hans mor arbejder på hospitalet, og modtager hver dag blomster fra sin beundrer Mack, som Danny faktisk godt kan lide. Alligevel ligger Danny i sin seng og gennemgår, hvordan han indenfor de næste to timer, vil være ombord på skibet mod New York. 

Men pludselig lyder Akis lille desperate stemme udenfor vinduet, og Danny løber ud, tidsnok til at se, hvordan japanske bombefly sprænger både havnen og skibene der i luften. Danny løber alt han kan mod hospitalet, for at finde sin mor. Vejen derhen er spærret af ødelagte bygninger og biler, men Danny giver ikke op, og heldigvis møder han hjælp. 

Hurra for endnu en bog i denne kloge serie, hvor fiktive mennesker sættes ind i en sand historisk katastrofekontekst. Bogen her fortæller om det japanske angreb på Pearl Harbor, hvor flyene bombede både skibe og fly, men også dræbte både soldater samt civile. Bagerst i bogen finder man utrolig gode faktasider, der fortæller om tankerne bag angrebene, hvordan de angreb, samt hvad angrebene betød for den japanske befolkning i USA efterfølgende. 

Lauren Tarshis gengiver vigtige historiske begivenheder i et nutidigt sprog og med relaterbare personer. Læs den samt de øvrige bøger i serien sammen med børn fra ca. 9 år.