Pige i snevejr med skyballon
Pige i snevejr med skyballon

LILY OG SKYEN

23.02.24
Kan man tæmme en vild sky, fordi man elsker den? Charmerende og smuk billedbog for de mindste om kærlighed.

 

Om lørdagen går Lilly tur med sine forældre. De går gerne i parken, fordi de store træer giver dejlig skygge, og Lily løber altid over til skysælgeren, som sælger de smukkeste skyer. De fås i alle former og figurer, men allerhelst vil Lily have en helt almindelig sky. Hun tager den med hjem på sit værelse og kalder den Milo. Hun læser den brugsanvisning, som fulgte med, og gør sig meget umage med at passe sin sky og glemmer næsten at passe sine mange andre planter.

Det bedste Milo ved er regnvejr, og en dag bryder et kæmpe tordenvejr løs på værelset. Milo ser lidt flov ud, men Lily ved, at det er hendes egen skyld. Hun har nemlig glemt det vigtigste punkt i manualen; at skyer ikke bør lukkes inde i små rum! Hun ved da, at hun skal slippe Milo fri.

Det er en helt vidunderlig billedbog, og den er magisk og fin både visuelt og indholdsmæssigt. De fleste af siderne er illustreret i grå nuancer med enkelte genstande i en kontrasterende solskinsgul. Lizzys støvler er gule ligesom hendes vandkande, og farven giver liv sammen med planternes og krokodillens sarte grønne farve og de nærmest gennemsigtige regnbuer.

Fortællingen er tidløs med illustrationer af butiksfacader fra det tidlige 20. århundrede, og man sidder med en dejlig følelse af, at midt i de smukke scenarier er fantasien givet helt fri, så nogle af dyrene på karrusellen i parken ser ud som om, de kunne hoppe af og løbe væk hvert øjeblik.

For- og bagsats viser indrammede familieportrætter af Lizzy, hendes forældre, Milo og andre mulige kæledyr; en hval, en krokodille og en giraf. Der hænger også en billedramme med et sæt gamle nøgler med etiketten "Nøgler til ukendte døre".

Bogen udforsker blandt andet, hvornår man skal give slip, og viser, at kærlighed ikke kan spærres inde. 

Materialer