Fredagsanbefaling
Vi anbefaler en god film til weekenden – periodedrama fra en mester
Af Mette Kirkegaard Jensen
Hver måned stiller filmstriben en film ”gratis” til rådighed for brugerne. I december er filmen Miloš Formans Valmont (1989) og det er dagens anbefaling.
Valmont er baseret på romanen Farlige forbindelser (Les Liaisons Dangereuses) af Pierre Choderlos de Laclos fra 1782.
Colin Firth og Annette Bening spiller hovedrollerne som Vicomte de Valmont og Marquise de Merteuil, to skruppelløse franske aristokrater, der udfordrer hinanden i et magtspil om forførelse og hævn. Merteuil overtaler Valmont til at forføre den unge og uskyldige Cécile for at hævne sig på sin tidligere elsker. Samtidig forsøger Valmont at vinde den dydige Madame de Tourvels hjerte som en del af sin egen udfordring. Spillet får dog fatale konsekvenser, da følelser og ambitioner begynder at kollidere.
Filmen blev ved sin udgivelse overskygget af Stephen Frears Dangerous Liaisons, som var udkommet året før og var en version af samme historie. Men begge versioner er absolut værd at se. Valmont fokus ligger måske mere på karakterernes sårbarhed og de sociale forhold i perioden. Samtidig er filmen visuelt overdådig med fokus på detaljerede kostumer og smukke landskaber.