Anbefaling - Anne fra Grønnebakken
Af Lucy Maud Montgomery. Genfortalt af Mariah Marsden. Illustreret af Brenna Thummler.
Den højtelskede fortælling om den vidunderlige, bramfri, kort-luntede men særdeles poetiske Anne med det ildrøde hår og den livlige fantasi. Hendes liv forandres som ved et trylleslag, da hun flytter ind hos søskendeparret Marilla og Matthew Cuthbert på ’Grønnebakken’ mellem de blomstrende træer på Prince Edward Island nær den lille by Avonlea.
Af Tiril Mark Høj
Da Marilla og Matthew beslutter at adoptere en forældreløs dreng fra et børnehjem, som kan hjælpe Matthew på gården, modtager de ved en fejl pigen Anne Shirley (Anne med et 'e'). De beslutter sig for at give hende en chance, og over tid knytter Anne sig til både den kærlige Matthew, og efterhånden også den reserverede Marilla, og hun finder sin længe ønskede sjæleven i Diana Barry. Vi følger den dygtige Anne i skolen, bla. hendes konkurrence med klassekammeraten Gilbert Blythe, som virkelig kan få Annes temperament til at eksplodere i lys lue, hendes mange ubevidste og underholdende eskapader, som alt sammen udgør hendes tid frem mod lærerstudiet på Queens Academy i Charlottetown. Og der er masser af Anne-magi.
Den optimistiske, dramatiske og stædige Anne Shirley er en af de største karakterer i børnelitteraturen, som er fremstillet både i bøger, tv-serier og nu i en grafisk fortælling. Forfatteren af denne billedroman Mariah Marsden og illustratoren Brenna Thummler ville have gjort L. M. Montgomery stolt. ’Deres’ Anne er lige så eventyrlysten og fantastisk som Anne i L.M. Montgomerys originale roman. Hun surmuler, mens hendes krop vrider om sig selv som et spørgsmålstegn, og når hun jubler, kastes hendes glæde ud og smitter alle; ”Jeg er så glad for, at jeg lever i en verden, hvor oktober findes!"
Mariah Marsdens tilpasning er blevet til med øje for, at ’Anne fra Grønnebakken’ er en historie om kærlighed i en lille familie, som styrkes gennem Annes umiddelbarhed og filterløse måde at være i verden på.
Brenna Thummlers illustrationer er virkelig smukke. Efterhånden som om årstiderne passerer Cuthberts gård indhylles siderne i hhv. frodigt grønt, glødende hvidt og flammende appelsiner.
Vi ser Annes udtryk gennem nærbilleder på den ene side, hvor næste side afslører et dobbeltsidet opslag af bølgende bakker og majestætiske skove, med to små figurer nær midten. Indimellem møder vi ordløse sider, som også er meget kunstneriske bla. gennem brugen af farver.
Jeg er stor fan af Anne Shirley både i roman- samt grafisk format, og fortællingen står for en eviggyldig påmindelse om kærlighed og dens magi.