Anbefaling - Teselskabet i skoven
Af Miyakoshi Akiko.
En utrolig dejlig historie med helt vidunderligt smukke og magiske illustrationer.
Af Tiril Mark Høj
Kikkos far skal rydde sne hos sin mor. Da han er gået, opdager Kikko, at den tærte han skulle have med til hende, stadig står på stolen i gangen. Hendes mor beder Kikko skynde sig efter ham med tærten. Kikko følger sin fars fodspor i sneen gennem skoven, men falder med tærten, så kassen bliver flad. I det samme ser Kikko sin far gå ind gennem døren til et stort hus, som hun aldrig har bemærket før. Da hun kigger ind gennem vinduet, kan hun se, at det slet ikke er hendes far, hun er fulgt efter men i stedet en bjørn, der på afstand lignede hendes far. Pludseligt står der et lam ved siden af Kikko, og spørger hende, om ikke hun vil med indenfor til teselskab? Kikko følger med lammet ind til alle de forskellige dyr, der behandler hende som deres æresgæst. Men da Kikko vil tage afsted, kommer hun i tanke om, hvor ødelagt kagen er. Hvad skal hun gøre?
Illustrationerne er fuldstændige fantastiske. Både huset, skoven og alle dyrene er tegnet så vidunderligt og fint. Dyrenes udtryk er genialt, med de runde ret skræmmende stirrende øjne, det lyse og mørke samt deres mange instrumenter. Et kort øjeblik spekulerede jeg på, om dyrene mon ville æde hende!
Billedbogen er overvejende holdt i blyantsfarver, på nær Kikkos hår, nederdel og hue samt nogle af instrumenterne og udvalgte klædningsstykker på dyrene, hvilket giver bogen en lidt uhyggelig men alligevel eventyrlignende atmosfære.
Fortællingen lægger sig tæt op ad ’Den lille Rødhætte’, selv Kikkos hue er rød. Men hvor det gamle eventyr fortalte os, at skoven er et farligt sted, overbeviser Miyakoshi Akiko os om det modsatte. Hun viser os, at skoven er venlig og magisk, og at man bør stole på andre, også selvom de måske ser lidt skræmmende ud. Læs også hendes smukke eftertænksomme billedbog ’ Vejen hjem i natten’.