Sænk farten
'Værd at vente på' af Rachel Williams. Illustreret af Leonie Lord
Denne smukke bog forholder sig til, hvor lang tid ting i virkeligheden tager, og opfordrer os til at give os tid til at forstå det. Så sætter vi også selv farten ned undervejs.
Af Tiril Mark Høj
På et minut slår dit hjerte mellem 60-100 gange. På otte minutter kan det slå mange flere gange. Du kan desuden nå at koge en gryde med spaghetti, og lys kan rejse fra solen, og ramme jorden som en solstråle. Begge dele på otte minutter. Men lys bevæger sig også meget hurtigere end noget andet i universet. På en time kan der ske virkelig meget. Måske jager og fanger sløruglen en mus. Om aftenen står månen op, og begynder sin rejse over himlen, der slutter med daggryet. I løbet af en dag kan en guldsmed kravle ud af sin puppe, og folde vingerne ud, men det tager solsorteparret tolv dage at udruge sine æg. Indeni æggene sker der til gengæld en masse, men ikke så meget som…
Hvert opslag indeholder en tidsenhed øverst, eks. et minut, en time, to uger eller halvfjerds år. Samtidig kan man se, hvordan tiden skrider frem, og på bogens efterfølgende sider får hvert emne endnu et to-siders opslag med flere informationer. Dette giver muligheden for rigtig at gå i dybden med hvert opslag.
De smukke illustrationer tilfører ikke kun bogen en overordentlig skønhed, men også en indbydende overskuelighed. De bløde farvede blyantstegninger viser børn, der er i gang med at undersøge den menneskelige krop, forskellige dyr, astronomi, planter mm. Særligt fin er illustrationerne af stadierne fra et embryon til baby, året med små skildringer af, hvorledes æbletræet bærer frugt, det magiske undervandsrige der udgør koralrevet, der vises over femogtyve år, samt hvordan et stykke af regnskoven gendannes på tres år.
Bogen overskueliggør tidens forløb i forskellige situationer alle steder i universet. Lige fra hjertet indeni os til udviklingen i regnskoven. Den udgør en både informativ og spændende kilde til at gå på opdagelse, samt lære mere om natur og videnskab. Også hvad os voksne angår.
Bogen imponerer både med sin skønhed og sine nedslag, der sætter fokus på vigtigheden af tid.