Skøn billedbog om identitet, venner og rummelighed
'Ko er en hest' af Marie Markvad Andersen. Illustreret af Louise Johannesen er en vanvittig fin lille, men stor historie om at være venner, og forblive venner, selvom man er uenige.
Af Tiril Mark Høj
Ko og Gris er bedste venner. De holder picnic med mad, saftevand og Gris’ strikketøj, mens de snakker. Pludselig siger Ko: ”Jeg er en hest”, hvortil Gris svarer ”Nej, det er du altså ikke”, siger Gris. ”Du er en ko.” Ko går sin vej, men kommer tilbage kort efter, denne gang viser den sin lange hale og manke, mens den fastholder, at den er en hest! Selvom den kommer tilbage adskillige gange med forskellige ting, der overvejende hører til heste som eks. en sadel, nye hestesko mv, fastholder Gris, at Ko altså er en ko! Men til sidst kommer Ko ikke tilbage –
En helt vidunderlig billedbog om venner og rummelighed. Sammen med sine venner kan man være lige den, man gerne vil være, og efter et stykke tid, hvor Ko og Gris har haft deres lille diskussion om netop dette, når de til en stiltiende accept af hinanden.
Louise Johannesen har tegnet det mest vidunderlige univers, fyldt med fantasifulde former og skønne farver. Og jeg elsker hvordan Kos øjne sidder på samme side af dens lange næse, som hos en fladfisk. Gris er sød, lille og rund, og kunne minde lidt om en lyserød muldvarp.
En gennemført skøn og sjov billedbog.