Let’s talk about Penge

Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen, Littuna.nu

Selma er seksten år og sorgløs, da vi møder hende for første gang. Med ”en halvvoksen drengs skødesløse facon” og en god portion livsmod træder hun ind i landsbyens købmandsbutik. Hun er der ikke for at købe noget, nej, men undskylder derimod for sin frimodighed – for er det mon muligt for købmandsdrengen at vise hende nogle af hans morbrors tegninger og skitser? Den unge pige har nemlig store drømme. Hun vil på kunstakademi i Stockholm og lære at tegne og male, koste hvad det vil.

Og koste gør det.

Selma bor hos sin onkel og tante, byens præstepar, der gør hende bekendt med disse drømmes pris. Ikke kun den materielle pris – hun kommer ikke langt for sin mors arv på ”syv hundrede og enogtredive kroner og toogfirs øre” – men også den sociale pris. Tanten affejer hurtigt Selmas drømme, der ifølge hende beror på ’nymoderne holdninger’:

”At ældre, ugifte fruentimmere tyr til den slags, det er naturligvis helt på sin plads, men i Selmas alder har man sandelig så meget andet og mere nødvendigt at lære. Det er ikke nogen smal sag at holde et hus, og en mand med forstand sørger skam altid for at få sig en duelig pige.”

Således er scenen sat: Den unge pige med ’drengemanerer’ og kunstnerdrømme må ”bøje sig for nødvendigheden”, lære at gøre sig duelig og følge familiens ønsker. Familien har nemlig gjort sig nogle helt andre tanker for det unge menneske.

De præsenterer hende for den tredive år ældre godsejer Kristerson, der længe har haft et godt øje til pigen i præsteboligen. Selma indser, at hun intet kan gøre uden penge, og som syttenårig går hun derfor ned ad alteret, iklædt silke, diamanter og en trykkende ængstelse, og siger ja til sin nye ægtemand. Han lover hende alt, hvad man kan købe for penge. Det eneste, hun skal ofre, er sin frihed.

Dukkehjemsteorier

Det, som gør Penge interessant for en nutidig læser, er blandt andet Selmas samtaler med sin fætter, lægestuderende Richard. De mødes ved Selmas fars sygeseng nogle år efter Selma og Kristersons bryllup. Richard fremstår som en moderne mand, der kender til tidens nye tanker om ægteskab og kvindefrigørelse, men ifølge Selma vil selv de mest ligeværdige og komplementerende par ende i enten lede eller fjendskab: ”Den gængse opfattelse ville altid klæbe for meget til ham. Han ville aldrig glemme, at det lovformeligt er ham, der har magten.”  

Selvom Selma og Richard’s samtaler afspejler 1880’ernes debat om seksualmoral og kønskritik, er de ikke uvedkommende for os i dag. Penge er en påmindelse om, hvorfor kvinders ret til arbejde og til at tjene til sig selv er altafgørende for kvinders frihed. Selma er bundet på hænder og fødder i et ægteskab, hvor penge udgør kæderne. Det er et fængsel, som er usynligt for hendes ægtemand, Godsejer Kristerson:

”Har du ikke haft frihed nok? Du, som har fået lov til at gøre alt, hvad du ville? Men det er dukkehjemsteorier, det er fanden og hans …” Hvortil Selma svarer: ”Nej, det er ikke teorier, det er min natur, der gør oprør, det er intet – intet andet end det, at jeg ikke kan holde ud, at dine hænder rører ved min krop!”

Plads, jeg må leve!

Selma måtte gifte sig ung, men kendte slet ikke til prisen for sit ægteskab. Her taler hun direkte ind i et emne, der stadig optager os i dag: Hvordan – og hvornår – kan man give samtykke? Da Selma sagde ja til at blive Godsejerens, var hun stadig et barn:

”Hvad synes du, jeg var, da vi blev gift? Et stakkels barn, som hverken kendte andre mennesker eller sig selv, som ikke vidste, hvad hun gik ind til, og som var parat til at holde af hele verden, fordi hun betragtede alt med samme naive uvidenhed.”

Penge er sublim læsning. Den er vigtig, fordi den viser os, hvor vi har været – og hvor vi for alt i verden ikke må gå tilbage til.

Victoria Benedictsson begik selvmord blot tre år efter udgivelsen af Penge. Derfor vil jeg slutte dette skriv med noget så fint beskrevet, som Selmas unge håb:

”Øjnene strålede af livsmod, for nu var skridtet taget, nu måtte der ske, hvad der ville. Og hele hendes væsen strømmedes af den ungdommeligt livskraftige egoisme, der råber: ’Plads, jeg må leve!”

Det er et håb, vi skal huske. Særligt i disse tider.