Onsdagsanbefaling - mordgåde
Den hårdhudede betjent Soda sættes på prøve, da signalementet af en formodet morder, peger på ham selv.
Af Jette Holmgaard Greibe
Soda 14.- Den blodige præst af Bruno Gazzotti & Olivier Bocquet
Gennemført krimitegneserie med den komplekse politibetjent Soda i hovedrollen. Solomon David, kaldet Soda, er betjent hos NYPD. Han bor hjemme hos sin gamle mor med det svage hjerte. Ud af omsorg får Soda får sin mor til at tro, at han faktisk er præst, så hun ikke bekymrer sig unødigt, og han går derfor hver morgen hjemmefra i præsteklæder, som han møder ind på arbejde i på stationen. Soda har massive søvnproblemer, som han får sovepiller mod. Men siden han er begyndt at tage dem, har han ofte mareridt om, hvordan han kvæler sin mor! Der sker en række mord i byen, og vidnerne kan fortælle, at morderen er en mand i sort præstekjole! Snart er Soda vævet dybt ind i sagen, og befinder sig i feltet mellem at være efterforsker og mistænkt. Og da han er begyndt at få blackouts, ved han heller ikke, om han kan stole på sig selv længere.
Soda indeholder flere fællestræk med den hårdtslående og forholdsvis følelsesblottede Dirty Harry, og det synes jeg er så fedt! Historien er virkelig spændende med masser af tempo, og illustrationerne af Bruno Gazzotti er imponerende, detaljerede og indbydende. ’Soda’ er en forrygende belgisk tegneserie på 14 bind, hvor dette er det sidste. Serien blev oprindelig udgivet på fransk, og første bind udkom på dansk i 1988. De første 13. bind er skrevet af Philippe Vandevelde, kendt som Tome. Efter hans død færdiggjorde Dan Verlinden seriens 13. album med hjælp fra Zidrou og Falzar. Og i 2024 kom dette 14. album på dansk skrevet af Olivier Bocquet og tegnet af Bruno Gazzotti, hvis geniale arbejde jeg kender fra serien ’Alene'.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Soda 14.- Den blodige præst
Forfatter: Bruno Gazzotti & Olivier Bocquet
Forlag: Zoom
Emneord: mord, præster, politi, krimi