Onsdagsanbefaling - superhelte
Min allerførste store helt er tilbage i de rigtige s/h rammer. Og her i seriens andet samlealbum udfolder sig endnu flere forbrydelser, Fantomet skal løse, hvis freden i Bengali skal bevares. Samtidig kommer vi lidt nærmere på helten bag navnet ’Ånden der vandrer’, med det borgerlige navn Christopher Walker, men også kaldet både Kip og Kit.
Af Jette Holmgaard Greibe
Fantomet – Legenden vender tilbage Samlebind 2. af Lee Falk
I junglen er der masser af ædelsten og andre uvurderlige skatte, som er beskyttet af Fantomet. Og dem er der mange, som gerne vil have fingrene i. Heldigvis er junglen fyldt med venner, og desuden har Fantomet hesten Hero og ulven Devil, der næsten aldrig forlader hans side,
Den første af albummets syv historier er ’Fantomets død’. Det oprindelige hæfte er fra 1969, og på dansk fra 1977, hvor historien dengang hed ’Det onde mørke’. Fortællingen indledes med, at vi ser Fantomet falde livløs ned i en dyb kløft, men heldigvis er han ikke så nem at slå ihjel, og snart står de to forbrydere også fanget ved en pæl, mens de venter på Junglepatruljen.
I ’Dronningen af Saba’ modtager Kit et brev fra sin gamle ven Dr. Birdie, der beder ham komme til Cairo, hvor Birdie fortæller, at hans bror skulle deltage i et luftrace, og blev tilbudt bestikkelse for at tabe løbet. Det nægtede han, og nu er han indlagt hårdt såret. Birdie beder Fantomet om at tage sin brors plads, men flyet styrter ned, da nogen har anbragt en giftslange i flyet. Da Fantomet vågner i den egyptiske ørken, har han mistet hukommelsen, og fordi han er påvirket af slangens bid, overmandes han af en gruppe Amazonkrigere, der bringer ham tilbage til deres uimodståelige dronning Balkis. Hun forelsker sig øjeblikkeligt i den fremmede, og tilbyder ham at blive hendes livvagt, hvilket han afviser. Derfor sender hun ham gladiatorringen, hvor han slutteligt skal kæmpe mod en enorm Minotaur. Men det er langt fra slutningen på eventyret. Pludselig befinder Fantomet sig igen i ørkenen, og nu er smukke Balkis med et forvandlet til smukke Sheherazade.
Lee Falk havde helt styr på, hvordan eventyrerne om den maskerede helt opretholdte en balance mellem action, humor og romantik på den klassiske gammeldags måde. Fantomet ses kun sjældent med sin hustru Diana og deres sønner, men det er så fint at hun indimellem er med, da hun bringer Christopher Walker frem.
Fordi historierne er skrevet på en anden tid, møder man uheldige fremstillinger af indfødte folk, hvid overlegenhed og en del gammeldags kønsrollemønstre. Men sådan er det nu engang -
Da albummet udgøres af flere tegneserier, som er samlet til ét, er de s/h illustrationer udarbejdet af flere forskellige tegnere, og det er ikke svært at se forskel. Nogle af tegnerne har valgt at give deres album en ret luftig streg, hvor andre nærmest har tegnet siderne ud, så udtrykket fremstår lidt mere ’gnidret’.
For mig er alle albummene ’den rigtige Fantomet’, og selvom jeg ikke mener, jeg er den store læser af s/h tegneserier, er netop denne helt min favorit, og jeg har læst alt der er udgivet på dansk. Måske pga. min nostalgiske kærlighed til ’Ånden der vandrer’, læser jeg nok flere s/h tegneserier end jeg umiddelbart vil være ved.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Fantomet- Legenden vender tilbage Samlebind 2.
Forfatter: Lee Falk
Illustreret af : Don Jon Arneson, Jim Aparo, Joe Gill, Pat Boyette mf.
Forlag: E-voke
Emneord: superhelte, forbrydere, dramatik, junglen
