Krigerpigen af Jacob Weinreich
Det er en overvældende oplevelse at gå fra at være almindelig, grænsende til kedelig, til at opdage, at man både er adoptivbarn fra Bolivia, men også er noget så skræmmende som "den udvalgte".
Da de store floder blev født, og bjergene rejste sig fandtes folket Zapotekerne. Men internt i stammen opstod store uenigheder og stammen blev delt i to, som kaldte sig Skyfolket og Klippestammen. Alt dette ved Olivia fra Hasle intet om! Hun går i skole med veninden Anna, der altid siger, hvad hun tænker, samt vennen Nikolaj, som er dybt forelsket i hende, og hun bor med sine almindelige forældre på en lidt kedelig villavej. Olivia er så almindelig, at hun i biologitimen var den eneste i klassen, der ramte både gennemsnitshøjde og vægt for en pige på hendes alder. Men det almindelige slutter, den dag hun brækker sit kraveben, og efter blot en uge er helet fuldstændig! Lægen kalder det et mirakel. Olivia ved ikke, hvad hun skal tro.
Kort tid efter på lejrskolen bliver Olivia forsøgt skudt med giftige pile, og chokeret besøger hun sammen med Nikolaj hans onkel Gregers, der er historiker, og som kan fortælle hvor pilene stammer fra. På vej fra skole opdager Anna, at en mand følger efter dem, og de beslutter at opklare mysteriet. De bliver ledt til en gammel mand, der kalder Olivia for Aiyana, og som fortæller, at hun er "Krigerpigen", den sidste af en ældgammel slægt, der beskytter Skyfolket mod fjender.
Da Olivia om natten ikke kan sove, men i stedet kigger i gamle fotoalbum, undrer hun sig over, hvorfor der ikke er nogle billeder af hende som spæd. Efter pres fortæller hendes forældre hende, at hun blev adopteret af dem, da hun kun var 14 måneder gammel. Olivia kan slet ikke rumme det og flygter. Hendes verden er pludselig forandret, men heldigvis er hun ikke alene.
Jacob Weinreich står bag flere børnebøger, og denne bog om Olivia og hendes venner er første del i serien om Skyfolket, og jeg må sige, at jeg var virkelig godt underholdt. Historien scorer højt på spændingskurven, og venskaberne er i top. Forsideillustrationen er helt vidunderlig, og viser et billede af den overraskede Olivia, der står i en frodig skov, men ikke helt ved hvorfor. De fleste børn giver udtryk for, at forsider er virkelig vigtige og et væsentligt element i udvælgelsen.