Dystopisk sci-fi smurt ind i juice og lækkert sprog

Anmeldt af Jane Louise Madsen, Littuna.nu

I romanens første del møder jeg Lola, den yngste af tre søstre. Hun er flygtet fra sin barndomsby Sukker og bor nu i Suppe, hvor hun går på byens universitet, der tilbyder fag som Intersektionel Uhygge og Spekulativ Nattegrublen om Kapitalismens Genfortryllede Lommeuld. Det er en enestående verden, Hede indvier os i, hvor alt har fået et bemærkelsesværdigt navn, hvorfor bogen også er smækfyldt af neologismer. Da romanen foregår i et eksperimentelt sci-fi-univers, bidrager det opfindsomme og avantgarde sprogbrug positivt til læseoplevelsen. Nok har jeg som litteraturstuderende en svaghed for pragtfulde ord, men ord som tinloddepladeagtig, divabogorme, bambibegær og smoothiedrengebamsebøffer giver da teksten et lag af krymmel.

Et tryk på livets pauseknap

I denne fremtidige verden findes dvalefabrikken Drømmelåg, der i sig selv er ganske fortryllende – på overfladen i hvert fald. Det er på dette sted, man som borger kan blive lagt på køl i en dødsagtig dvale, hvis man eksempelvis vælger behandlingen full body beauty hibernation. Et nærmest uimodståeligt tilbud om et tryk på livets pauseknap:

”Kunden bliver lagt på køl ved minus 190 grader. Drømmelåg lover skudsikker opvågnen i en sandsynligvis mere stabil fremtid. Tror du, dvalen er passiv? Så tager du fejl! Vi lover en lækker og virksom hvile og tilbyder alsidige pakkeløsninger til omfordeling af din organismes energi. Vi forsikrer vores kunder, at hver krop bliver brugt på bedste vis i bevidstløsheden. Hvordan – det er op til dig!”

På bedste samfundskritiske vis prikker romanen til, hvad der skurrer i vor nutid, hvor uopnåelige krav konstant stilles til menneskekroppen. Dvaletilbuddet skal ikke forstås som en braklægning af kroppen, men derimod et spaophold, hvor din krop optimeres og forbliver ungdommelig og spændstig. Det er om ikke andet agendaen hos Drømmelåg – udadtil.

Og så er Mor en mor

Lola har foruden sine to søstre, Alice og Leni, en Mor. Mor er en magtfuld kvinde med et stort begær, der MÅ tilfredsstilles, hvorfor hun i sit store hus har mange villige mænd boende. I romanens anden del får vi via korte prosastykker et indblik i Mors hus, der er omkranset af mystik og fascination. Mor er noget for sig:

”Og så er Mor en mor. Hun føler sig uangribelig med alle sine hatte på, latterlig og heldig. Det er heldigt, at moderskabet blødgør de fleste anklager mod en kvinde. De fleste får øje på pigerne, før de får øje på hendes liderlighed og ærgerrighed og selve forretningsaspektet i Mors hus.”

Der er en befriende feministisk tone romanen igennem med referencer til samtiden som ”tiden efter De Store Frigørelser”, hvor kvinder er (skam)frie. Under min læsning kunne jeg ikke undgå at drage paralleller til Maren Uthaugs sci-fi-univers i både 11% og 88%, der deler en lignende ironisk tilgang til mænd. Mændene i Den første lidenskab er statister til rådighed for Mors lyster. Den Mor, der så gerne vil være attråværdig for bestandigt, har valgt at forblive ung i dvalefabrikkens kolde og lovende hænder til stor fortvivlelse for hendes tre døtre:

”Hvis mennesket kan fucke med kronologien, fryse en krop ned og derved trække en livsbane ud, så den varer hundredvis af år, så er det klart, at menneskelige dyder også forandrer sig.”

Det hemmelighedsfulde hurlumhejhus

De tre søstres Mor findes stadig, men er ikke længere deres. Hun hænger i en trækiste, i et egetræ, i en fortryllet skov. Hvordan tackler man lige det? De tre søstre forsøger sig med forskellige udveje, hvor vi i romanens tredje del kommer et spadestik dybere i den ældste søsters sind. Leni, der som ung flyttede fra barndomsbyen, men nu er tilbage i Sukker, hvor fortidens skeletter (stadig) vælter op af havens jord. I et brev til Lola skriver hun:

”Er det kun mig, Lo – eller kan du også se horderne for dig? Skeletterne på vej op ad jorden, langsomt og besværet, ét for ét? Er det min episke skyld, der animerer dem? De begynder at gå, ud af grusvejen, ind mod byen, i flokke, den ene bag den anden”.

Søstrene kan hverken undslippe deres opvækst med Mor i hendes hemmelighedsfulde hurlumhejhus, hvor mange mænd kommer og går, og ej heller undslippe tanken om deres mors dvale – heldigvis finder de tryghed i deres fællestraume, som Lola i et brev til Leni beskriver: ”som et tragisk regnestykke: død & udbytning + tid er lig med besværlig kærlighed for en uerfaren pige.”

Sci-fi-smoothie propfyldt med makabre og klistrede ingredienser

Lige meget hvor meget optimering og digitalisering, der sprøjtes i et samfund, vil samfundet altid bestå af mennesker, der bare gerne vil elskes. Den første lidenskab beskriver et syret samfund, der efterlader mig et sted, hvor jeg gerne vil vide mere om denne påbegyndte worldbuilding, for hvad var De Store Frigørelser, og skal vi slet ikke høre mere til den midterste søster, Alice? Ikke desto mindre blev romanen bedre, for hver gang jeg bladrede, og lige da den var bedst, sluttede den. Det dufter da sukkersødt af en efterfølger til denne påhitsomme sci-fi-smoothie propfyldt med makabre og klistrede ingredienser.