En hyldest til tidernes grænsebrydende kunstnere

At anmelde Skeens placering føles som et fjollet projekt, fordi jeg næppe kan hamle op med den måde, Levy selv dykker ned i kunst og tekst. Hendes viden om andre værker virker endeløs, som om hun skriver fra et sted dybt inde i litteraturens verden – med selvsikkerhed, humor og samfundskritik. Med sine omfattende indsigter og sproglige overskud er hendes essays på grænsen af blær, og de er fabelagtig læsning. Udover velkendte navne som Simone de Beauvoir og Sylvia Plath er Skeens placering en indføring i litteratur fra hele verden og fra forskellige tider. Hvis du mangler noget at læse, byder Levy på en skare af værker at begynde på og kommer med gode grunde til, hvorfor de er vigtige.

Deborah Levy er en girls’ girl

Levy elsker kunst, og hun er en girls’ girl ind til benet. Hendes gennemgang af værker flyder ofte sammen med kvindehistorie, når hun gengiver de kår, hendes kunstneriske inspirationskilder har skrevet eller malet under:

”Hysteri er den protesterende krops sprog.”

Sådan skriver Levy om de kvinder og kunstnere, der gennem historien er blevet kaldt hysteriske. I Levys verden er hysteriet ikke farligt, men et udtryk for tiden og hvad den (ikke) har tilladt den kunstneriske kvinde. Levy lader sig fascinere af disse kunstnere på kanten af samfundet, og de karakterer, de har skabt: vågne, sexede, gådefulde, solbrændte og voldelige, grandiost udtryksfulde, forlokkende, glamourøse kvinder. Hun skriver om kunstnere, der har udfordret – som Violette Leduc, et navn jeg ikke kendte, men hvis bøger jeg straks vil lede efter:

”Leduc […] omarrangerede sin tids sociale og seksuelle stilladser. Jeg tror ikke, det var det hun havde til hensigt, hendes liv var bare hverken borgerligt eller stabilt nok til at gøre andet.”

Den inspiration, Levy har draget fra tidernes grænsebrydende kunstnere, dukker op i sporadiske uddrag af hendes egen fiktion – her tager det skøre og surrealistiske for eksempel humoristisk form af en følsom, kæderygende kanin eller en gammel dame, der føler sig parat til ikke længere at være ved sine fulde fem: ”Giv mig en pause og noget frisk galskabsluft ind!”

Nye perspektiver, magiske tricks

Det, jeg er mest vild med i Skeens placering, er selvfølgeligheden af Levys feminisme. At kvindelige kunstnere fylder siderne i Skeens placering føles ikke som en feministisk pointe – altså, at Levy har sat sig ned og tænkt: Nu vil jeg skrive om alle de specifikt kvindelige værker, jeg godt kan lide. Tværtimod tror jeg bare, hun skriver om de værker, hun synes er mest henrivende, mest fascinerende. Måske er det fordi, Levy er en kvinde, måske fordi hun er feminist, at hendes fascination tilfalder så mange kvindelige kunstnere – men i Skeens placering har hun overbevist mig om, at det også bare er fordi, hun har fabelagtig forståelse for kunst og litteratur. Til maleren Meret Oppenheim skriver hun:

”Du ønsker ikke at være en kvindelig kunstner

Du ønsker at være kunstner

Det kommer du til at kæmpe med

Som vi alle gør

Som jeg gør.”

I udvalget af essays giver Levy os hele tiden et nyt par briller på, gennem hvilke vi ser verden i løbet af et kapitel eller to. At disse perspektiver ofte er kvindelige, er underordnet i hendes ros af dem. Samlingen handler om meget mere end feminisme og kvindekamp. Den handler om modernitet og spøjse skæbner og fortid og glemsel og fantasi og flotte sko. Levys feminisme bor i alle de ting, og hun minder os om det gale og fantasifuldes retmæssige plads i kunsten:

”Det menneskelige sind kan vandre overalt. Det er en fordel, når det handler om kunst. I livet er det ikke altid en fordel. Vi ved, at uvelkomne tanker kan plage os, og at vi finder på vores egne små magiske tricks for at holde dem fra døren. I kunsten findes et rum for denne private magi.”

Hvis du nogensinde føler dig stuck i skriften, uinspireret eller blokeret, så tror jeg, Levys åbenlyse tiltro til, at litteratur kan ændre verden, vil give dig motivationen tilbage.