Anbefaling - En god gave ?!- Om den magiske kraft i gaver
Af My Madsen og Nana Torp.
Har gaver samme betydning over hele verden? Er der en bestemt måde man skal opføre sig på, når man modtager en gave? Det ved du mere om, når du har læst denne fine bog.
Af Tiril Mark Høj
Når man har fødselsdag, får rigtig mange af os en gave, og når andre har fødselsdag, giver man måske selv en gave. Men der er nogen, som godt kan lide at modtage gaver, men som ikke kan lide at give nogle. Eller som ikke siger ’tak’, når de får en gave. Men skal man egentlig det? Altså sige ’tak’ og give en gave, fordi man selv har fået en?
Gaver er ikke kun forbeholdt fødselsdage. Man kan også give gaver til jul, bryllupper, under ramadan samt hvis man bare har lyst.
Antropologen Marcel Mauss undersøgte for mere end 100 år siden, hvad der er så særligt med gaver. Derfor rejste han rundt i verden og studerede, hvordan man udvekslede gaver. Og for maori-folket i New Zealand, var gaver virkelig vigtige. For dem var gaverne symbol på venskab. Husk på det!
En fin og velfortalt billedbog om gaver og de traditioner, der er knyttet til at give og modtage gaver. Mette My Madsen har selv en Ph.d. i antropologi, og dette er hendes første billedbog.
Nana Torp er forrygende illustrator, som har medvirket i adskillige billedbøger, og hvis fine tegninger lægger sig så fint ind i den tidens tendenser. Midt i bogen har hun tegnet en gammel bog, der ligger opslået, så den udgør teksten, og der er flere sider med dialogbokse, som i en tegneserie.
Det er et meget vellykket samarbejde, og bogen kan læses sammen fra ca. 3 år.