Litteratur

En Danmarks største videnskabsmænd grafisk portrætteret

En både klog, smuk og virkelig spændende biografi.

Af Tiril Mark Høj

Hans Christian og Anders Ørsted blev født i 1777, og brødrene voksede op hos forældrene i Rudkøbing. Forældrene ejede byens apotek, hvilket affødte en stor interesse for naturvidenskab, særligt for fysik og kemi, hos brødrene. De modtog undervisning af en parykmager fra Tyskland, der mente, at sproget tysk var langt mere åndrigt end dansk. Da de fyldte 12 år, skulle de ikke længere modtage undervisning, men hjælpe deres far i apoteket. Særligt med forsøg. 

”Med indvielsen af Den Polytekniske Læreanstalt løfter vi studiet af naturen til det højeste niveau i en institution, som kan måle sig med universiteter overalt i Europa! Vi har det nyeste udstyr i laboratorier og værksteder for her skal ikke blot doceres, men også eksperimenteres!”

I 1794 rejste de til København for at studere, og efter det første år læser Anders på det juridiske fakultet, mens Hans Christian studerer på det medicinske fakultet. Inden længe bliver Anders syg af overanstrengelse af ”for mange filosofiske grublerier og stillesiddende læsning”. Derfor begynder brødrene hver dag at spadsere, og snart får Anders det bedre. 

Hans Christian bliver senere bestyrer for Løveapoteket, hvor han efter et halvt års tid, forlover sig med Sophie, som er husholderske i huset. Et års tid senere får Hans Christian et legat, så han kan rejse til Tyskland og tilegne sig ny viden. Men han vender først hjem efter tre år, og på det tidspunkt har Sophie for længst hævet forlovelsen. Hans Christian bruger nu næsten alt sin tid på at udføre utallige eksperimenter, fordi han ønsker at påvise en sammenhæng mellem magnetisme og elektricitet, og i 1820 opdager han elektromagnetismen.  

Biografien er velegnet til børn fra ca. 12 år. Den er velfortalt og levende og giver en fin indsigt i Ørsteds liv. Som en bonus får man spændende viden om Ørsteds samtid, samt de forskellige strømninger i tiden. 

Man fornemmer at moren er død, da sønnernes breve hjem henvender sig til ’Fader og Anna’, men det er ikke noget, man hører mere om. Til gengæld bliver man præsenteret for flere anerkendte forskere og forfattere, deriblandt HCs navnebror. Og man opdager at fysik og kemi langtfra var Hans Christian Ørsteds eneste interesse. Han interesserede sig for både filosofi, historie og astronomi. 

Illustrationerne er vidunderlige, og understøtter bogens primære målgruppe, også fordi de fylder ud det steder, hvor man kan føle sig lidt på udebane.  

Forfatter Jens Olaf Pepke Pedersen har virkelig henvendt sig til alle med blot den mindste interesse i naturvidenskab, og hans to erfarne allierede har fuldstændig styr på, hvordan man indfanger både store mennesker og knap så store.